Andreas Bach Aaen Innovation og Open Source

En stribe fridage hen over julen giver tid til at sætte sig ned med en bog og fordybe sig. Jeg kastede mig or “Copyright in Historical Perspective” af Lyman Ray Patterson. En gammel sag fra 1968, men hvad gør det når den først og fremmest handler om copyrightens udvikling fra 1557 i England og frem til 1834 i USA. I 1557 dannes the Company of Stationers of London. Det var en privat sammenslutning af bogtrykkere, der med royal velsignelse fik lov til gennem de næste 150 år at danne et bog-kartel. Dette var ganske praktisk set fra statens side, da man ønskede et reguleret marked for at kunne udøve censur. Kopiretten var en eneret, der tilfaldt trykkeren eller forlæggeren for en begrænset periode. Der var fra forlæggernes side tiltag til, at kopiretten skulle tilfalde forfatteren frem for forlæggeren, da en eneret til forfatteren antoges at ville være af langt længere udtrækning af natur. Forlæggerne ville hermed kunne købe disse rettigheder for en langt længere periode, end samfundet og restsystemet ville gå med til når eneretten ligger hos forlæggeren.
I 1709 udstedes Statute of Anne, som bryder med the Company of Stationers monopol samt markerer et skift til en kopiret, der tilfalder forfatteren frem for forlæggeren. Der er dog ikke noget skifte til en egentlig ophavsret, hvor forfatteren opnår andre rettigheder over sit værk end selve kopiretten. Der er stadig heller ikke tale om et skifte til en ophavsret, hvor det af natur er givet, at ophavsmanden har eneret til egne værker. Der er tale om en lov der tildeler privilegier ud fra en forventning om at man sikrer et stabilt bogmarked, tilskynder lærdom, sikrer forfatternes rettigheder samt modvirker monopoldannelse. Hvordan disse fire egenskaber bliver vægtet bliver en kamp i de følgende år.

Amerikanerne overtager denne engelske kopiret – og i særdeleshed får de via deres retssystem tidligt fastlagt (i 1827), at kopiretten er lovmæssigt begrundet og ikke noget der af natur er givet dem, der skaber værker. Dette er den dag i dag en af de største forskelle på den amerikanske ophavsret og de kontinentaleuropæiske ophavsretter. Altså er der tale om en lov, der til gængæld for en række krav om registrering uddeler nogle privilegier eller er der tale om naturlige rettigheder, der er ligeså ukrænkelige som ejendomsretten?

Bogen har bragt mig et stykke videre i jagten på ophavsrettens formålsparagraf. Kopiretten og senere ophavsretten har altid været styret af økonomiske interesser, der ønskede at klappe deres egen hest. Når der er skrevet formål ind i preampler til lovteksterne, så er med stor sandsynlighed et skønmaleri. Der har aldrig været noget ophjerteligt ønske om en fair fordeling af rettigheder mellem forfattere, forlæggere og læserne til glæde for samfundet som helhed. Det er ret givet derfor, at mening mand har svært ved, at forstå ophavsretsloven og de ballancer der er i den.

Hvorfor skal du (i princippet) betale til KODA for at få lov til at mangfoldiggøre din egen komponerede og egen indsungne musik på din egen hjemmeside?

Hvorfor må du ikke give din nabo en kopi af TV-avisen, som du optog i går hvis du giver ham den på en compact flash i stedet for et VHS bånd?

Hvorfor skal der betales for at få lov til at synge “Velkommen i den grønne lund” i Botanisk have medmindre det er en del af en udendørs gudstjeneste?

Hvorfor må man ikke i erhvervsøjemed videresælge DVDer, der er udgivet og købt i USA?

Det er ikke noget under, at ophavsretsloven er mindre respekteret end fartgrænserne på vejene. Den er uforståelig, uretfærdig, umulig at håndhæve og kommer derfor nemt til at virke lemfældig. Det er usundt for retssikkerheden. Masser af organisationer har talt deres egen sag og har fået en undtagelse ind her og der. Politikerne, som du har valgt til at repræsentere dig, har være umådeligt dårlige til at sikre brugerne af ophavsretlige værker fair betingelser.

Open Source reglerne virker langt mere intuitive for de fleste end ophavsretsloven for software  ser ud som standard. Noget for noget filosofien er nem at forklare. Navngivningsretten og respektretten træder frem og får karakter når de økonomiske rettigheder stilles i baggrunden. Og som vi alle ved, der kan stadig tjenes penge på Open Source selv om, der må kopieres til 0 kr.

Tilbage efter en lille uges tid i sommerhus uden PC eller internetforbindelse. Fuld tid til børnene og stille aftener med de bøger man aldrig fik læst. En af de bøger jeg havde medbragt var Before Copyright, The French Book-Privilege System 1498-1526 af Elizabeth Armstrong. Det er er en tung sag at læse, men også ganske perspektiverende. Tung fordi fordi den er så præcis og referende. Faktisk er det præsentationen af en seriøs omgang historisk forskning. Men hvorfor dog tage sådan en omgang faglitteratur med i sommerhuset? Jo jeg blev fanget af titlen for et par år siden og bestilte bogen, men fik kun læst lidt i den. Det der fangede mig var, at her var der for alvor en bog, der omhandler ophavsrettens historie i Europæisk perspektiv og ikke i amerikansk. Efter at have læst Lawrence Lessig og Siva Vaidhyanathan, så er det godt med list europæisk selvforståelse.

Elizabeth Armstrong beskriver hvordan Frankrig i den valgte periode 1498-1528  var mere sammenhængende som stat end de øvrige europæiske lande. Hermed var Frankrig nok det største område hvori man kunne opnå det særlige privilegie at få eneret i en begrænset periode til at trykke en bog. Bogtrykkerkunsten var i Europa opfundet af Gutenberg omkring 1450, så der er altså omkring 50 års udvikling og spredning af teknologien forud for den peiorde som elizabeth Armstrong beskriver. Lige for at sætte det i relief, så kan jeg da lige nævne, at Københavns Universitet er fra 1479. Kun omkring 5% af alt der blev trykt i Frankrig blev der søgt om eneret til. Det vil sige at langt det meste faktisk var public domain. Processen med at opnå et privilegie kostede både tid og penge. Der blev ført og fremmest argumenteret med økonomiske argumenter, når et privilegie skulle opnås. Den typiske levetid for privilegiet var 2 eller 3 år.  Dette skal sammenlignes med i dag hvor ophavsretten er automatisk – og dermed gælder for alle værker uden at spøge om lov. Den gælder i 70 år efter ophavsmandens død. Der er sandelig forskel.

Det økonomiske incitament der skulle til, for at samfundet kunne få mest muligt ud af bogtrykketeknologien, kunne altså klare sig med 2-3 års privilegier til 5% af alle udgivelser. I dag er det endda endnu billigere at få trykt en bog. Det skal dog siges, at der i perioden 1498-1526 ikke var en stor procentdel af bøgerne, der var skrevet af nulevende forfattere i samtiden. Der var mange klassikere i mellem. At der sidenhen kom flere forfattere til, der gerne ville kunne leve af at skive i samtiden har nok også været med til at påvirke ophavsretten. Sidenhen kom også de idelle rettigheder til. Navngivningsretten og respektretten. Disse rettigheder har været centrale i Bernerkonventionen fra 1886 – en konvention, som USA har været meget sent til at tilslutte sig. Den trådte nemlig først i kraft i USA i 1989.