Andreas Bach Aaen Innovation og Open Source

13. januar, 2008

DRM og krigen om fremtidens markeder

Filed under: IT-politik,ophavsret — andreas @ 0:09

Jeg har før skrevet om Bruce Lehman, der via National Information Infrastructure under Clinton administrationen, blev sat til, at føre Al Gore‘s mission om the Information Superhighway ud i livet. En af ideerne var at skabe et helt nyt marked og dermed gøre USA rigere. Et af lokkemidlerne var en opstamning af copyright lovgivningen, der via øgede rettigheder ville skabe incitament til at skabe digitalt indhold. Dette endte som bekendt med Wipo Copyright Treaty (WCT) i 1996, som sidenhen førte til DMCA og Infosoc i henholdsvis USA og EU. En af de væsentlige ting i Infosoc var lovgivningen, der gør det ulovligt at bryde kopispæringer – selv til personligt brug.

Det skræmmende er nu at se retorikken i seneste udspil fra EU-kommisær Vivane Reding i skræmmende grad ligner: “…The European Commission has decided today to give a new boost to Europe’s online content sector.”. AltsÃ¥ man vil skabe øget indre marked ved at sikre ens regler og yderligere rettigheder til den eksisterende online sektor, der dermed vil kunne skabe et større marked til glæde for forbrugerne. Der er stor fokus pÃ¥ DRM i dette udspil. Jeg tror det endnu en gang er et fejlskud. Det er kunstigt Ã¥ndedræt til eksisterende industrier. De nye industrier, som skabes af den teknologiske udvikling bliver hæmmet. DRM og yderligere involvering af Internet leverandørerne til at slÃ¥ ned pÃ¥ uautoriseret kopiering er ikke vejen frem for nye markeder sÃ¥ som Youtube, der lever af brugerskabt indhold. Her bliver ophavsretsloven overtrÃ¥dt i massivt omfang. SmÃ¥ korte klip fra alverdens TV-stationer, musikvideoer og scener fra film er der masser af. Det er ikke kun egenproducerede klip lavet med webkameraet. Langt langt de fleste overtræder ophavsretsloven nÃ¥r de uploader til Youtube, de har ikke rettighederne til det. Heller ikke til at synge: “Strisserne kom før vi ventede dem, midt om natten.”. Citatretten dækker i alt fald ikke store mængder af det uploadede indhold.

For mig at se så vil vi opdyrke et større marked ved at give borgerne større rettigheder i det digitale domæne frem for at give de eksisterende industrier flere rettigheder. Motiverne fra Viviane Reding kan være nok så velmenende, men det er skræmmende, at der ingen fokus er på de retsprincipper der bliver gjort til skamme i medfarten, så som privatlivets fred.

4. januar, 2008

copyright historisk set

Filed under: ophavsret — andreas @ 1:42

En stribe fridage hen over julen giver tid til at sætte sig ned med en bog og fordybe sig. Jeg kastede mig or “Copyright in Historical Perspective” af Lyman Ray Patterson. En gammel sag fra 1968, men hvad gør det nÃ¥r den først og fremmest handler om copyrightens udvikling fra 1557 i England og frem til 1834 i USA. I 1557 dannes the Company of Stationers of London. Det var en privat sammenslutning af bogtrykkere, der med royal velsignelse fik lov til gennem de næste 150 Ã¥r at danne et bog-kartel. Dette var ganske praktisk set fra statens side, da man ønskede et reguleret marked for at kunne udøve censur. Kopiretten var en eneret, der tilfaldt trykkeren eller forlæggeren for en begrænset periode. Der var fra forlæggernes side tiltag til, at kopiretten skulle tilfalde forfatteren frem for forlæggeren, da en eneret til forfatteren antoges at ville være af langt længere udtrækning af natur. Forlæggerne ville hermed kunne købe disse rettigheder for en langt længere periode, end samfundet og restsystemet ville gÃ¥ med til nÃ¥r eneretten ligger hos forlæggeren.
I 1709 udstedes Statute of Anne, som bryder med the Company of Stationers monopol samt markerer et skift til en kopiret, der tilfalder forfatteren frem for forlæggeren. Der er dog ikke noget skifte til en egentlig ophavsret, hvor forfatteren opnår andre rettigheder over sit værk end selve kopiretten. Der er stadig heller ikke tale om et skifte til en ophavsret, hvor det af natur er givet, at ophavsmanden har eneret til egne værker. Der er tale om en lov der tildeler privilegier ud fra en forventning om at man sikrer et stabilt bogmarked, tilskynder lærdom, sikrer forfatternes rettigheder samt modvirker monopoldannelse. Hvordan disse fire egenskaber bliver vægtet bliver en kamp i de følgende år.

Amerikanerne overtager denne engelske kopiret – og i særdeleshed fÃ¥r de via deres retssystem tidligt fastlagt (i 1827), at kopiretten er lovmæssigt begrundet og ikke noget der af natur er givet dem, der skaber værker. Dette er den dag i dag en af de største forskelle pÃ¥ den amerikanske ophavsret og de kontinentaleuropæiske ophavsretter. AltsÃ¥ er der tale om en lov, der til gængæld for en række krav om registrering uddeler nogle privilegier eller er der tale om naturlige rettigheder, der er ligesÃ¥ ukrænkelige som ejendomsretten?

Bogen har bragt mig et stykke videre i jagten på ophavsrettens formålsparagraf. Kopiretten og senere ophavsretten har altid været styret af økonomiske interesser, der ønskede at klappe deres egen hest. Når der er skrevet formål ind i preampler til lovteksterne, så er med stor sandsynlighed et skønmaleri. Der har aldrig været noget ophjerteligt ønske om en fair fordeling af rettigheder mellem forfattere, forlæggere og læserne til glæde for samfundet som helhed. Det er ret givet derfor, at mening mand har svært ved, at forstå ophavsretsloven og de ballancer der er i den.

Hvorfor skal du (i princippet) betale til KODA for at få lov til at mangfoldiggøre din egen komponerede og egen indsungne musik på din egen hjemmeside?

Hvorfor må du ikke give din nabo en kopi af TV-avisen, som du optog i går hvis du giver ham den på en compact flash i stedet for et VHS bånd?

Hvorfor skal der betales for at fÃ¥ lov til at synge “Velkommen i den grønne lund” i Botanisk have medmindre det er en del af en udendørs gudstjeneste?

Hvorfor må man ikke i erhvervsøjemed videresælge DVDer, der er udgivet og købt i USA?

Det er ikke noget under, at ophavsretsloven er mindre respekteret end fartgrænserne på vejene. Den er uforståelig, uretfærdig, umulig at håndhæve og kommer derfor nemt til at virke lemfældig. Det er usundt for retssikkerheden. Masser af organisationer har talt deres egen sag og har fået en undtagelse ind her og der. Politikerne, som du har valgt til at repræsentere dig, har være umådeligt dårlige til at sikre brugerne af ophavsretlige værker fair betingelser.

Open Source reglerne virker langt mere intuitive for de fleste end ophavsretsloven for software  ser ud som standard. Noget for noget filosofien er nem at forklare. Navngivningsretten og respektretten træder frem og får karakter når de økonomiske rettigheder stilles i baggrunden. Og som vi alle ved, der kan stadig tjenes penge på Open Source selv om, der må kopieres til 0 kr.

25. juli, 2007

Ophavsrettens tidlige europæiske historie

Filed under: ophavsret — andreas @ 21:57

Tilbage efter en lille uges tid i sommerhus uden PC eller internetforbindelse. Fuld tid til børnene og stille aftener med de bøger man aldrig fik læst. En af de bøger jeg havde medbragt var Before Copyright, The French Book-Privilege System 1498-1526 af Elizabeth Armstrong. Det er er en tung sag at læse, men også ganske perspektiverende. Tung fordi fordi den er så præcis og referende. Faktisk er det præsentationen af en seriøs omgang historisk forskning. Men hvorfor dog tage sådan en omgang faglitteratur med i sommerhuset? Jo jeg blev fanget af titlen for et par år siden og bestilte bogen, men fik kun læst lidt i den. Det der fangede mig var, at her var der for alvor en bog, der omhandler ophavsrettens historie i Europæisk perspektiv og ikke i amerikansk. Efter at have læst Lawrence Lessig og Siva Vaidhyanathan, så er det godt med list europæisk selvforståelse.

Elizabeth Armstrong beskriver hvordan Frankrig i den valgte periode 1498-1528  var mere sammenhængende som stat end de øvrige europæiske lande. Hermed var Frankrig nok det største omrÃ¥de hvori man kunne opnÃ¥ det særlige privilegie at fÃ¥ eneret i en begrænset periode til at trykke en bog. Bogtrykkerkunsten var i Europa opfundet af Gutenberg omkring 1450, sÃ¥ der er altsÃ¥ omkring 50 Ã¥rs udvikling og spredning af teknologien forud for den peiorde som elizabeth Armstrong beskriver. Lige for at sætte det i relief, sÃ¥ kan jeg da lige nævne, at Københavns Universitet er fra 1479. Kun omkring 5% af alt der blev trykt i Frankrig blev der søgt om eneret til. Det vil sige at langt det meste faktisk var public domain. Processen med at opnÃ¥ et privilegie kostede bÃ¥de tid og penge. Der blev ført og fremmest argumenteret med økonomiske argumenter, nÃ¥r et privilegie skulle opnÃ¥s. Den typiske levetid for privilegiet var 2 eller 3 Ã¥r.  Dette skal sammenlignes med i dag hvor ophavsretten er automatisk – og dermed gælder for alle værker uden at spøge om lov. Den gælder i 70 Ã¥r efter ophavsmandens død. Der er sandelig forskel.

Det økonomiske incitament der skulle til, for at samfundet kunne fÃ¥ mest muligt ud af bogtrykketeknologien, kunne altsÃ¥ klare sig med 2-3 Ã¥rs privilegier til 5% af alle udgivelser. I dag er det endda endnu billigere at fÃ¥ trykt en bog. Det skal dog siges, at der i perioden 1498-1526 ikke var en stor procentdel af bøgerne, der var skrevet af nulevende forfattere i samtiden. Der var mange klassikere i mellem. At der sidenhen kom flere forfattere til, der gerne ville kunne leve af at skive i samtiden har nok ogsÃ¥ været med til at pÃ¥virke ophavsretten. Sidenhen kom ogsÃ¥ de idelle rettigheder til. Navngivningsretten og respektretten. Disse rettigheder har været centrale i Bernerkonventionen fra 1886 – en konvention, som USA har været meget sent til at tilslutte sig. Den trÃ¥dte nemlig først i kraft i USA i 1989.

8. juni, 2007

DR update

Filed under: ophavsret,smÃ¥snak — andreas @ 0:20

DR update

Det er ikke dig der trænger til en opdatering. Det er hele Danmark Radio. Imens debatten raser om ODF eller OpenXML eller en kombination kan forbedre konkurrencesituationen på kontorpakkeområdet, så er det åbenlyst, at konkurrence ikke nødvendigvis fører til åbne standarder. Danmarks Radio vil også have en discount 24-timer i døgnet nyhedskanal, de vil også levere billedindhold via nettet. De vil gerne levere det samme indhold på så mange platforme som muligt. Se filmen, læs bogen, køb legetøjet og spis morgenmaden alt sammen med DRs logo. Alle tænkelige brugsområder af den ophavsret DRs medarbejdere overleverer til DR udnyttes uanset om kompetancen er tilstede eller ej.

DRs nye statsning DR-update er i lighed med tidligere udspil som DR-nettv totalt ubrugelig, hvis man baserer sin PCer pÃ¥ Open Source Software. Jeg kom ikke engang sÃ¥ langt som til at finde ud af om alle indslagene er sovset ind i Digital Restriction Management-software eller ej. Youtube og Google-video virker bare. Jeg skal spekulere over hvilket operativsystem, hvilken browser eller hvilke plugins jeg har installeret. Det er brugervenligt. DR skal opdateres, sÃ¥ de kan hÃ¥ndtere brugere og ikke blot forbrugere. Der er ikke kun brug for bedre web-programmører, der er brug for at KODA og de andre rettighedsorganisationer forstÃ¥r, at ikke alt kan gøres op i “Antal afspilninger pÃ¥ PCer stÃ¥ende i Danmark”. Brugere vil ogsÃ¥ have lov til at optage, redigere og diskutere. Medielicensen burde fint ogsÃ¥ kunne dække for disse typer brug af indhold.

5. juni, 2007

Grundlovsdag

Filed under: IT-politik,ophavsret — andreas @ 2:04

Nu har Ã…rhus lige været sÃ¥ forbandet stolte af at have Bill Clinton pÃ¥ besøg. Det er dog ikke alt hvad denne statsmand stÃ¥r for som vi bør være stole af. Det var Clinton administrationen, der stod bag ved WIPO Copyright Treaty (WCT) traktaten i dens 1996 udformning. Det er herfra at amerikanske DMCA og det europæiske InfoSoc-direktiv udløber. Det er Clintonadminstrationen, der har givet os kapitel 6A i ophavsretsloven, om tekniske foranstaltninger. Det er en lovgivning, der i særdeleshed ikke respekteres af folket. Den skulle understøtte en forretningsmodel, der har vist sig ikke at virke. Selv den mere gængse ophavsret er under pres af de yngre generationer, der laver egne værker, der bygger pÃ¥ andres i et stort mix, og lægger det hele pÃ¥ Youtube eller lignende netsteder. Teenagegenerationen af i dag opnÃ¥r deres selvforstÃ¥else gennem at bidrage til fællesskaber. Disse bidrag refererer eller genbruger andres værker i stor stil. Ophavsretsloven er i vejen her. Citatretten er ikke bred nok. Loven bliver ikke respekteret og mister dermed sin værdi. HÃ¥ndhævelse af loven kommer til at virke tilfældigt og dermed uretfærdigt. Det hjælper ikke at stramme loven med yderligere sanktioner, som i IPRED2-direktivet, der er pÃ¥ vej igennem EU-møllen lige nu. Tidens mantra “SÃ¥ kan de lære det” virker ikke.

Hvad var nu egentlig problemet med Clintonadministrationen og de immaterielle rettigheder? Jo de valgte at få lovgivningen igennem ved at føre den igennem interesseorganisationen WIPO, der jo repræsenterer ophavsretshaverne verden over, frem for at føre lovgivningen igennem senatet og repræsentanternes hus, der jo har folkevalgte politikere, som vil stå både på ophavsretshavernes og brugernes side. Hermed vil der opstår en større debat og en bedre balance i lovgivningen vil blive resultatet. Med en bedre balance følger også en større respekt. Netop i dag grundlovsdag synes jeg det er vigtigt, at tænke over på hvilke præmisser vores love bliver til. Er det udemokratiske overnationale interesseorganisationer, der bestemmer vores love?

Jeg faldt over en video fra en konference med titlen “Musical Myopia, Digital Dystopia: New Media and Copyright Reform”. Den blev afholdt d. 23 marts 2007 pÃ¥ McGill University i Canada. En spændende taler var Bruce Lehman, der kommer til orde ca. 11 minutter fremme i videoen. Hør ham forklare hvilken vision Clintonadministrationen havde i 1990’erne, som baggrund for den lovgivning vi i dag har, der ulovliggør omgÃ¥else af tekniske foranstaltninger. OgsÃ¥ han er af den opfattelse, at denne lovgivning har spillet fallit. Mit spørgsmÃ¥l er derfor, hvordan ruller man WCT tilbage til et niveau, hvor den tilskynder udvikling af forretningsmodeller, der passer til dagens teknologi, i stedet for at insistere pÃ¥ forretningsmodeller, der fastholder gÃ¥rsdagenes teknologi. Verden fortjener lovgivning, der respekteres bredt, det giver en større tryghed – og det er vel basalt set det jura gÃ¥r ud pÃ¥.

27. april, 2007

Så kan de lære det!

Filed under: IT-politik,ophavsret — andreas @ 7:28

Tidens mantra er helt klart: Så kan de lære det. Det er din egen skyld. Du burde vide hvad du har gjort galt, så du fortjener en stor straf. Det ses på en række områder: Kørekortet, der blev til et klippekort, varetægtsfængslinger af hensyn til retsfølelsen (for dem der har glemt hvordan det er at være ung), forslag om offentlig udstilling af lægers fejl og nu også en yderligere kriminalisering af overtrædelser af ophavsretsloven.

I 2004 kom EU med et direktiv, der i EU-slang hed IPRED1. På dansk kendes det som retshåndhævelsesdirektivet. En blandt mange ting heri var at erstatninger i forbindelse med krænkelser af ophavsretsloven nu også kunne inkludere krænkerens uberettigede fortjeneste. Ikke nok med det tab man har lidt skal erstattes, men tænk på en situation, hvor krænkeren har været 1000 gange bedre til at skabe fortjeneste baseret på dit værk, end du selv har været. Sådan noget svineri, det skal godt nok forbydes at være så dygti, det kunne jo ligefrem lede til innovation!

Netop nu har EU parlamentet lavet et IPRED2-direktiv. Overtrædelser af ophavsrettigheder skal kriminaliseres. Tænk på hvordan terrorister og organiserede kriminelle kan udnytte ophavsretlige overtrædelser. De skal have nogle tæsk NU. Helt i tråd med den danske rockerlov og terrorlov. Hvem kan stemme imod sådanne love, som ganske vist går ud over uskyldige og krænker retssikkerheden? Hvad, er du for for rockere og for terrorister?

Vi skal have nogle bank delt ud, så rockerne, terroristerne og de organiserede kriminelle kan lære det. Skidt pyt med om lovgivningen kan bruges mod målgruppen, tæskene skal deles ud til folket. Så kan de lære det!

17. april, 2007

Den rene vare

Filed under: linux,ophavsret — andreas @ 21:19

Lørdag d. 31. marts var Richard M. Stallman på besøg i Danmark. Han holdt to foredrag. Det første var arrangeret af PROSA og det andet af DTU-LUG. Jeg ville egentlig have været af sted for at overvære arrangementerne, der i øvrigt begge var gratis, men kunne ikke få det til at hænge sammen med familien. Skaden var dog ikke værre end, at jeg rent faktisk har mødt Richard M. Stallman for en håndfuld år siden, da han var på visit i Odense. Jeg forventede ikke, at han havde rykket sig en tomme rent holdningsmæssigt. De store linjer ville også være præcis  lige som for 7 år siden. Jeg fik ret.

Foredragene blev optaget pÃ¥ video, og kan hentes fra dotsrc. Jeg har fÃ¥et set det meste. Første foredrag omkring Fri Software er var stort set en kopi af foredraget jeg var til for 7 Ã¥r siden. Definationen pÃ¥ Free Software har jo ikke ændret sig. Der er en ny version af GPL pÃ¥ vej – og den fik et par ord med pÃ¥ vejen til sidst i foredraget. SÃ¥ spol bare frem og hør sidste del hvis du allerede ved hvad Free Software er. Foredraget har dog den kvalitet, at det ogsÃ¥ vil kunne forstÃ¥s af folk, der ikke ved noget om software. Politikere for eksempel.

Richard M. Stallman er ikke blevet mindre med årene. Han er en udmærket taler, men han har ikke noget charmerende ydre. Det er ikke ham der kommer til at overtale politikere til at tage et nyt standpunkt. Det passer godt i tråd med, at orakler i både litteraturen og i film typisk er en grim gammel kone. Indholdet tæller med det ydre er bevidst nedtonet. Det befriende ved Richard M. Stallman er han er gennemført idealist. Det er godt med den slags pejlemærker. I vores pragmatiske verden kan vi ikke følge dem hele tiden, men det er rart, at vide hvor vi selv er ved en gang i mellem, at kigge op og orientere os efter pejlemærkerne.

Det andet foredrag fra DTU om softwarepatenter var mere spændende. Der var både analogier der kan forstås af menig mand og der var referencer til konkrete eksempler på at softwarepatentsystemet ikke fungerer fornuftigt samt at det har skadet Free Software. Se dette foredrag hvis du kun har tid til at se de ene af dem.

Rent teknisk er optagelserne foredragene glimrende efterbehandlet. De lider dog under, at baggrunden i begge tilfælde er meget rodet. Men som sagt det er Yoda der fortæller og ikke den pæne unge Luke Skywalker.

« Newer Posts

Powered by WordPress