Andreas Bach Aaen

17. marts, 2015

De fordømte microbetalinger

Filed under: IT-politik — andreas @ 7:00

Mønter

Tilbage i 1990’erne havde man drømmen om microbetalinger. Om hvor forjættende og fantastisk det kunne være. Set ud fra et softwareperspektiv, der fantes der i PC-verdenen freeware og shareware foruden de piratkopier der drev væksten. Det var freewarens skyld, at jeg skiftede min hjemmecomputer en Amstrad CPC664 ud med PCen. Der fantes fantastiske programmer sÃ¥ som Fractint, som man mÃ¥tte kopiere og benytte helt gratis uden nogen modydelse. Shareware var ogsÃ¥ udbredt. Det var typiske programmmer, der havde reduceret funktionalitet eller som kun virkede i en kortere periode med mindre man betalte et mindre beløb og købte lov til at bruge programmet til een computer. Shareware var ret demokratisk, da det ofte var enkelt programmører der havde lavet dem og ikke store firmaer, men der var barrierer for at overføre penge mellem privatpersoner pÃ¥ tværs af kloden. Microbetalinger ville være fantastiske at have var tankegangen dengang.

I 1994 installerede jeg Linux på min PC og faldt pladask for ideologien bag som sidenhen fik navnet Open Source. Det lægger op til en benhård konkurrence, hvor man ikke kan snyde på vægten, da man spiller med åbne kort. Der har siden dangang og til i dag været en voldsom vækst af programmer af stigende kvalitet. Der findes utroligt meget Open Source skrammel, men det bliver effektivt sorteret fra via distributionerne, der kan betragtes som en slags greatest hits af de mange Open Source programmer, der findes. Man kan prøve det hele af ganske gratis og tilmed vedblive med at bruge det så længe man lyster uden, at tage penge op af lommen. Der er stadig utroligt megen økonomi i Open Source. Større og større mængder produceret af programmører, der er betalt for det. Der er simplethen meget god business i at lave udviddelser til eksisterende Open Source programmer, der kan understøtte enkelte firmaers egne behov. Der er ikke en men mange forretningsmodeller i sving. Fakta er at Open Source i høj grad bliver lavet af programmører, der bliver betalt for det og at slutbrugerne får en god kvalitet uden at tage pungen op af lommen.

I dag har smartphones og tablets taget føringen rent udviklingsmæssigt fra PCerne. Programmer hedder nu apps, og er noget man køber via microbetalinger i app-stores. Det kunne umiddelbart lyde som en tilbagevenden til shareware tiden, men nu med en langt bedre infrastruktur via microbetalingerne i app-butikkerne. SÃ¥dan er min erfaring dog ikke. Jeg er led og ked af app-stores. De er fyldte med det argeste skrammel. Der er alt for mange lykkeridere, der har lavet en lille dum applikation og nu vil have 7 kroner for den eller endnu værre giver den “gratis” væk hvor du som modydelse bliver spammet med skod-reklamer. Kvaliteten er simplethen ikke pÃ¥ niveau med det som jeg har oplevet i Open Source verdenen. Seneste skandale har været sagen om Antivirus Security appen, der ikke lavede noget som helst andet en at sætte et flueben ved sikker, samt indkassere et stort antal microbetalinger. Dette er selvfølgelig bedrageri, men der er ufattelig mange smÃ¥svindlere, som lover mere end de kan holde – og hvor meget gider man klage over 7 kroner?

Der findes alternative Appstores. En af dem er F-droid. Dette er en butik, hvor man kun kan hente Free and Open Source (FOSS) applikationer. Der er ingen tvivl jeg vil kigge mere i den retning – og sÃ¥ undvære en del ting indtil de opstÃ¥r pÃ¥ grund af et voksende behov og en kritisk masse af folk med evner til at lave det. For mig at se vandt Open Source konceptet klart over shareware modellen. Nu starter det lange seje træk med at fÃ¥ Open Source op i gear pÃ¥ applikationsfronten pÃ¥ smartphones og tablets. Det bliver bare ikke med Googles gode vilje, for de tjener kassen pÃ¥ de fordømte reklamer og kommission ved hver eneste betaling i deres butik. Hvor meget kan de lige tjene i en butik med ene gratis varer og ingen reklamer?

13. april, 2014

Backup i sikker afstand

Filed under: hardware,IT-politik,linux — andreas @ 21:12

rackskab i udhus

Rigtige mænd tager ikke backup – de græder. Dette er den klassiske undertitel til en ophængt hardisk med der brudt sammen med smadrede læsehoveder.

Nogle gør som rigtige mænd, andre systemateser det voldsomt. Jeg hører ikke til nogen af yderkategorierne indenfor backup. Jeg har jævnligt taget backup af mine vigtigste data fra een hardisk til en anden. Ikke fast, men en gang i mellem. Egentlig synes jeg det er fornuftigt, at gøre det oftere, men jeg har aldrig fÃ¥et automatiseret det – lige indtil for nylig. Samtidig har der været andre grunde til, at jeg ikke har være tilfreds med min hidtidige løsning.

  • Hvis der var indbrud – ville tyven sÃ¥ ikke tage begge harddiske med, hvis de stÃ¥r lige ved siden af hinanden?
  • Hvis et lyn rammer ned i installationen, vil alle diske sÃ¥ stÃ¥ af?
  • Hvis der gÃ¥r brand i huset, vil alle harddiske gÃ¥ tabt?

Med andre ord, hvilken type fejl var min hidtidige praksis en forsikring imod? Altså backup fra en harddisk til en anden harddisk stående lige ved siden af. Det sikrer helt klart imod klassiske diskcrash, hvor en harddisk bryder sammen. Jeg er ikke vidende om at jeg er ramt endnu. Måske har jeg diske hvor der er opstået checksumfejl på lokale sektorer, men hvor firmwaren har flyttet data til andre områder. Jeg har ikke undersøgt dette og ved ikke om de ret advancerede firmwares der er på harddiske snyder mig. Jeg har ikke haft et datatab af betydning. Den manuelle ustrukturede sikkerhedskopiering, har sikret, at jeg er klar over hvor frisk en kopi jeg har. Jeg går ikke og bilder mig ind at min automatik har klaret ærterne for mig hver nat, mens realiteten er at scriptet er gået i står for måneder siden. Så ved at gå over til automatisk backup, så tilføjer jeg også muligheden for falsk tryghed.

Mit husbyggeri gjorde, at jeg fik installeret min centrale server i teknikrummet inde i huset. Samtidigt beholdte jeg konceptet med et mindre rackskab i udhuset. Dette skab er nu blevet til mit backupskab. Her står en lille nas maskine, som jeg har sat op til at lave automatisk backup af mine vigtigste data. I praksis hjemmekatalogerne. Backup af komplette maskiner har jeg holdt mig fra. Her foretrækker jeg at sætte dem op på ny ud fra en nyinstallation, hvis uheldet er ude. Det er jo bestemt heller ikke sikkert, at jeg vil have noget tilsvarende hardware efter et datatabsuheld.

Til den automatiske backup til mit backup skab har jeg benyttet rdiff-backup og fulgt denne opskrift. Jeg har fået mig et serverrum nummer to i en anden bygning. Ikke en bygning langt fra huset, ikke en bygning koblet på en anden el-installation, men dog placeret så en brand ikke nødvendigvis tager begge serverrum med i købet. Med lidt held tager en fejlstrøm i el-installationen ikke alle harddiske i begge serverrum med sig og sandsynligheden for et indbrud hvor der er brudt ind i både hus og udhus og det allerede noget ældre it-udstyr snuppet begge steder er temmelig lav.

Nu kunne man jo indvende, at det var bedre at tage backup til en lokation meget længere væk. Dette ville kræve en backup løsning hen over internettet og til en lokation, hvor man kan stole trygt på administratoren. At placere alle mine data i skyen er ikke lige mig. Der er for mange eksempler på udbydere der har lukket butikken igen. Der er også langt større sandsynlighed for at virksomheder eller nationer trævler mine data igennem for at lære mig bedre at kende. Det ønsker jeg hverken at give Google eller NSA mulighed for.

Trofaste læsere af denne blog vil kunne genkende racket. Det har været placeret i mit gamle udhus – og nu sidder det sÃ¥ i mit nye – dog med en del mindre udstyr i.

SÃ¥ backup i sikker afstand for mig er indtil videre omkring 15 meter.

30. marts, 2014

min mor på nettet

Filed under: IT-politik,smÃ¥snak — andreas @ 10:47

 

www.hannenyboebach.dk

www.hannenyboebach.dk

Det er efterhånden en del år siden, at alle generationer kom på Internettet i Danmark. Det er dog ikke på lige vilkår. Forståelsesrammen er bestemt ikke den samme. Da jeg i 1996 var hotlinemedarbejder hos Danadata (senere TDC Internet), fik vi Danmark på nettet. Jeg mindes en kundetilvækst fra ca. 2000 kunder til over 100.000 kunder på 5 måneder. Det var alle nye kunder. Ikke kunder der var kommet fra andre selskaber. I samme periode fik danske portaler som jubii.dk succes. Stifteren af Danadata Preben Mejer havde også disse tanker. Midt i den hidsige vækst af opkoblinger til nettet (via modem) fløj han i helikopteren hen over og så at portaler ville blive det næste hit. Han fik ret. Meget er dog sket siden. Søgemaskinerne tog over. Først Altavista og derefter Google.

Da min mor kom pÃ¥ nettet havde Google gjort deres indtog. Google blev den foretrukne startside. En overskuelig indgang til nettet. Her for nogle fÃ¥ uger siden gik det op for mig, at hun reelt ikke kunne kende forskel pÃ¥ nettet og Google. Hun havde aldrig indtastet en URL (webadresse) i feltet øverst til venstre i Internet Explorer. Det samme galdt min mors jævnaldrende vininder. De var alle faldet i det som var portalerne store ønske, at gøre deres startside til ikke blot startsiden til nettet, men at gøre siden til selve nettet. Samtidigt med de første store  hamstringer af domænenavne under .dk, sÃ¥ som TDC’s opkøb af alle kommunenavne, da gik snakken i helikopter perspektiv pÃ¥, at det i fremtiden ikke ville være vigtigt hvilket domænenavn man havde, blot man kunne finde ens hjemmeside via portalerne og søgemaskinerne meget nemt.

Reelt set er tendensen gået begge veje. Ser man på mobiltelefonnumre, så fik jeg i sin tid et forholdsvis nemt huskbart nummer ved at være klar på tasterne, når de nye nummerserier åbnede. Alle numre var lige gode set fra teleselskabernes side. I dag koster det nærmest ekstra, hvis man vil have to cifre efter hinanden der er ens. Der er ekstra pris for bronce, sølv og guldnumre. Omvendt har alle i dag en smartphone med telefonbog i og numre er stort set ikke noget man indtaster længere.

Selv om man ikke forstÃ¥r internettets tekniske aspekter fuldt ud, sÃ¥ er der alligevel megen glæde ved at være tilstede pÃ¥ nettet. Jeg fik hjulpet min mor med at lave en hjemmeside for hendes billedkunst. En side lavet med WordPress pÃ¥ et betalt webhotel, pÃ¥ et betalt eget domæne. Alt sammen i modsætning til en gratis hjemmeside pÃ¥ en reklamebetalt portal. AltsÃ¥ “Kvaliteten af dit indhold skal sælge vores skrammel” konceptet. Nu har min mor fÃ¥et en rolig side hvor hendes eget indhold viser hendes eget værd. Dette koster. I dette tilfælde 210 kr om Ã¥ret.Ikke en stor pris for at fÃ¥ foden i eget hus frem for at bo i Bigbrotherhuset. Det kræver selvfølgelig, at man ved om man bor i Bigbrotherhuset. Hvem sagde “The Truman Show” ?

Den nye kunsterside kan findes her.

17. december, 2010

Superoffenligt

Filed under: IT-politik,ophavsret,smÃ¥snak — andreas @ 7:00

De fleste har i deres ungdom lavet en eller flere dumheder i fuld offentlighed. Men hvad er fuld offenlighed? Alle dem der passerede Strøget, da du kastede op i en skraldespand klokken 2 fredag nat? Alle de øvrige i gymnasiklassen, da du kom til at udstille din uvidenhed?

Ophavsretsloven har et offenlighedsbegreb. Dette begreb er lagt fast efter en række retssager først og fremmest ført af KODA. Der er hermed lagt en linje for hvornår man spiller musik i offenligt regi og hvornår det er i privat regi. Er det i offenligt regi, ja så skal der betales afgift til KODA.

Indenfor begrebet offenligthed, da mener jeg at internettet har sat nye standarder for den mulige eksponering. Der er stor forskel pÃ¥ at dumme sig til en lokalt vælgermøde, hvor de fÃ¥ fremmødte tilhængere griner i skæget – og sÃ¥ gøre det i medierne og dermed ogsÃ¥ internetmedierne. Eksponeringen i denne superoffenlighed er langt større end den eksponering man fÃ¥r ved blot at opholde sig i det offenlige rum. Laver man en dumhed, ja sÃ¥ bliver den gemt og refereret igen og igen. Her tænker jeg f.eks. pÃ¥ Aase D. Madsen  fra DF, der ikke kunne sin procentregning eller senest Sarah Palin, der ikke lige havde styr pÃ¥ om USA er allieret med Nord eller Sydkorea. Alt sammen dumheder, der næppe ville være ødelæggende for karieren hvis de var sket i den nære offenlighed frem for i superoffenligheden med den evige hukommelse.

Forhåbenligt lærer vores egne børn gennem deres omfattende mediebrug, at kende forskel på offenlighed og superoffenlighed. Vær kontrollerende overfor hvad du eksponerer superoffenligt, men dum dig gerne i den nære offenlighed og lær af dette uden at få varige mén. Eksperienter i det superoffenlige rum med fiktive Facebookprofiler ligesom Skat gør det. Altså bryd reglerne men ikke loven.

Jeg er ikke i tvivl om, at det allerede sker. Faktisk så gik jeg for et par uger siden en kort tur i Strøget i Århus, foran mig gik to teenagerpiger, der højlydt diskuterede hvordan de ville lave en falsk facebookprofil, som skulle have vildt mange venner. Derefter skulle den fiktive perosn skeje ud på måder de sikkert ikke selv turde gøre. Yes tænkte jeg indvendigt, det er lige det der skal til. Det er en sund identitetsskabende aktivitet de to veninder var ved at planlægge. Jeg håber de fuldførte ideen sidenhen.

5. juni, 2010

Ung børnefamilie med blebørn

Filed under: IT-politik — andreas @ 8:00

Blekassetårn

PÃ¥ den ene side kan man undre sig over, at myndigheder ønsker at blande sig i hvilke oplysninger private firmaer som Google og Facebook gemmer af oplysinger om deres brugere. Det stÃ¥r jo en frit for at vælge om man vil benytte disse firmaers tjenester – og dog. NÃ¥r først udbreddelsen er voldsom nok, sÃ¥ kan det være problematisk ikke at være med, ogsÃ¥ selv om man ikke er begejstret for hvad de gør ved ens personlige oplysninger. Det er jo ikke sikkert det er sjovt at være den teenager, der som den eneste i klassen ikke er pÃ¥ Facebook. SÃ¥ der børs stilles krav, og i særdeleshed diskuteres offentligt, hvad der er rimeligt og hvad der ikke er.

I den danske andedam, har FDB lanceret en nyt medlemskort kaldet CoopPlus. Den væsenligste nyhed er, at de i modsætning til deres gamle medlemskort, nu vil gemme alle kasseboner i 5 Ã¥r. Med medlemsnummeret som nøgle, vil de lave indkøbsprofiler og lave tilrettet markedsføring. FDBgiver i deres materiale et eksempel pÃ¥ hvad de vil gøre med dataene. Man kan f.eks. blive kategoriseret under indkøbsprofilen “ung børnefamile med blebørn”. Men med alle indkøbsdata samlet hen over 5 Ã¥r, sÃ¥ kan der ret sikkert laves mere rafinerede kategorier end “ungbørnefamile med blebørn”. Hvad med kategorien: “slikhungrende enlig med mindst 3 fejlslagne slankekure bag sig?” eller “bøf, bearnaise, masser af rødvin, sommerhus i norsjælland og et stort forbrug af hÃ¥ndkøbsmedicin”. Der er nærmest uanede muligheder med 5 Ã¥rs bon-data, der endda kan samles pr. husstand fordelt over flere kort. Bare det at have adresserne pÃ¥ deres kunder og sÃ¥ kunne parre det med bonnerne, det er guld værd for FDB. Det er jo bare at plotte det ind pÃ¥ Google maps, hvem der købte bøfferne i denne uge. Blev hele butikkens lokaldistrikt ramt, eller var der ikke nok tilbud til det i vestlige gettohjørne af distriktet?

I følge dr.dk, så er forbrugerrådet skeptisk, men der er ingen tvivl om, at folk er mere villige til at handle med deres personlige data, end de var for omkring 20 år tilbage, da lancerede deres plastic medlemskort og højt og helligt lovede, at det ikke ville bruges til f.eks. personlig markedsføring. Jer er ikke en gang sikker på, at de ville kæde bonnerne sammen. Tiden er en anden nu. Selv hvis man går ind til byttehandlen med åben pande, så kan der da komme overraskelser. Jeg har gennem tiden købt en del på Amazon. For at spare lidt på portoen, så købte jeg også en havebog om roser for en lidt længere ude i familien. Det var noget nær umuligt at fortælle Amazon, at jeg overhovedet ikke var interesseret i at høre et eneste ord mere om havebøger og roser. Der er unægteligt forskel på om din lokale boghandler kender dig og dine vaner eller om de kan læses ud af en stor database uden menneskelig reflektion. Det værste er klart ricikoen for misbrug af de opsamlede data.

12. april, 2010

Barnevognsburka

Filed under: IT-politik,smÃ¥snak — andreas @ 23:54

Barnevognsburka

Det er ikke alle burkaer, der er lige velsete overalt i Danmark. Bilburkaer er ligefrem forbudte. Barnevognsburkaer kan jeg derimod klart anbefale. Nu kunne man jo tro, at det bare var et regnslag med indbygget myggenet. Nej, det er faktisk en sikring mod, at blive eksponeret i superoffentilgheden, vores allesammens internet. Jeg ser ingen grund til, at alle skal offentliggøre billeder af deres smÃ¥ nyfødte poder pÃ¥ internettet, allerede før de er i stand til, at sige: “hej”, “nej” eller “mor” for den sags skyld. Det er sundt med lidt privatliv.

27. oktober, 2009

IT-politisk hyggesnak

Filed under: IT-politik,ophavsret,smÃ¥snak — andreas @ 21:58

På vej til Open Source Community Day besøgte jeg lige Mogens Nørgaard fra Miracle A/S. Vi fik os en lille hyggelig snak om overvågning, Digital Rights Management, digital kopiering samt lidt intro on IT-politisk forening. Det blev der fire korte videoer ud af. Hyggesnak i hjemlige omgivelser, men med skræmmende perspektiver.

19. juni, 2009

CD’er er yt. CD’en længe leve.

Filed under: IT-politik,ophavsret — andreas @ 11:42

CD stabler

Den største opgave ved at lægge mit musiksystem om til et digitalt system, var at få hele min CD samling rippet og lagt ind på min NAS harddisk. De viste CD stabler plus en 12-13 stykker mere endte med at fylde ca. 66 GB på harddisken i tabsfrit flac format. Det er jo kun et mindre hjørne på en disk på 500 GB. 1 TB diske er jo også blevet hverdagskost sidenhen, så det er bestemt muligt at håndtere. Billedet overfor giver også en ide om hvorfor man ikke laver backup til CD-R længere. 66 GB, det er jo lige før man kan få USB-sticks i den størrelse. 64 GB kan fås til under 1000 kr.

Det er ganske lovligt selv at rippe sine CDer og lægge dem ind på harddisken, men man må bare ikke få hjælp til det. Så hvis man er spastisk lammet og har fået bevilget stemmestyret mediacenter til afspilning af CD og DVDer, så må man ikke få hjælp til at lægge CDer og DVDerne ind i systemet. Sikkert ikke særlig nemt, hvis man er spastisk lammet. KODA har dog medvilligiet i at være så fleksible, at de vil give handikappede lov til dette i en forsøgsperiode. Temmeligt langt ude. reglerne om fremmed hjælp til kopiering har ellert typisk været overtrådt, når et kopicenter har haft lærebøger stående på en hylde og har kopieret dem til studerende for betaling.  Der har været sager af denne type for nogle år siden. Man må sige, at der i disse tilfælde er tale om organiseret kopiering, hvor der vil bliver solgt færre originale kopier. Dette er jo ikke ligefrem tilfældet med handikappet, der gerne vil have signe egne indkøbte CDer og DVDer kopieret ind på harddisken. Intet tab for kunstnere og pladeselskaber. HIFI butikken stremtech Aps har også leget med tanken om at lave en ripping service, men har måttet opgive pga. de stive regler. Det ville da ellers være rimeligt, med en sådan forretningsmulighed. Helt på linje med markedet for overspilning af smalfilm til VHS eller DVD.

Nu er der ikke engang  mulighed for at genkøbe CDerne over nettet i samme kvalitet. Det meste af den musik, der sælges over internettet er i mp3 format eller lignende. Disse tabsgivende formater er sikkert fint til den bærbare mp3-afspiller, men det dur ikke til HIFI-anlæget. Her er et tabsfrit format som f.eks. flac, at foretrække. Men vil du have din musik i flac-format, ja så må du købe CDer frem for at købe rene digitale produkter over internettet.

Pladebranchen har lige tjent godt pÃ¥ mig. Min gamle kasettebÃ¥ndoptager er sammenbygget med min forstærker, der er gÃ¥et i udu pÃ¥ den ene stereokanal. Men hvad skal jeg med FM-radio, CD afspiller og kasettebÃ¥ndoptager, nÃ¥r jeg kan nøjes med en volumenknap og en digital medieafspiller? De 40 gamle kasettebÃ¥nd kan stort set udskiftes til nyindkøbte CDer for ca. 1500 kr. Dette giver ikke megen rum til en reperation eller en ny kasettebÃ¥ndoptager. CDerne skal selvfølgelig kun bruges een gang før de sendes til arkivet. Musikken lever pÃ¥ min harddisk. SÃ¥ CD’er er yt. tabsfrit flac format er fremtiden. CD’en længe leve.

23. april, 2009

Vind ikke en million og bliv kortlagt

Filed under: IT-politik — andreas @ 13:05

FDB medlemskortFDB medlemskort

Hvad gør man ikke for en mulig million? Jeg har i lang tid været medlem af FDB. Min kone har også. Det har været helt fint i gennem årene, at få 4% rabat her og der og så få dem udbetalt en gang om året på en check. Det skulle give en tilknytning til butikken, så man samler sine indkøb der og dermed får en større bonuscheck til næste år. Sådan gik det nu ikke. Vi benyttede hver i sær FDBs butikker så lidt, at beløbene hver i sær var for små til at blive udbetalt. Min kort blev desuden ret slidt, så stregkodelæseren ikke længere kunne læse stregkoden. Et nyt kort kostede 50 kroner, så jeg fandt i stedet ud af at bruge det udemærkede Open Source-program kbarcode. Indtast stregkoden og skriv den ud på printeren. Fat saksen og noget tape, og nu er kortet igen anvendeligt. Samtidigt kom jeg vist til at benytte min kones stregkode, så vi kunne samle vores bonusopsparing.

I dag bliver man i COOPs butikker ikke spurgt om medlemskort længere. Det er heller ikke specielt attraktivt. En gang om måneden udtrækkes een person i hele landet, som har haft sin kort forbi stregkodelæseren i en COOP butik. Hvad jeg ikke har kunnet finde frem til er hvilken værdi det mon har for COOP at kunne sammenkøre forskellige boner. Det må give et ret godt billede af det samlede køb den enkelte har hos COOP. Er der varekategorier, som mangler i det samlede køb? tjenes der nok på den enkelte kunde? Måske rimeligt nok at vide for en butiksejer, men medlemskortet giver også mulighed for at kunne registrere alle ens varekøb personhenførtbart. Det er slet ikke givet at COOP gør det, men teknisk er der intet til hinter for at vide hvornår du sidst købte skelshampoo, kondomer eller skrabelodder.

Datamining giver mig altid lyst til, at fuske med tallene. Hvis jeg for en sjælden gangs skyld giver, at svare på en holdningsundersøgelse, så svarer jeg bevidst forkert og i yderkategorierne for at få mest mulig indflydelse. I FDB/COOPs tilfælde, så ville det være fedt , hvis det så ud som om jeg købte ind overalt i landet på samme tid. Så det står jer frit for at bruge medlemsnummeret 2905337410004. Så fat kbarcode og print ud. Synes du i øvrigt, at mit kort ser lidt slidt ud? Jo det er skam stadig i brug.

9. marts, 2009

Hurra for multimedieskatten

Filed under: IT-politik — andreas @ 10:00

Det har i en Ã¥rrække været et af de mest udbredte frynsegoder, at have fri telefon eller internetopkobling. Arbejdsgiverne har dermed signaleret, at de ønsker, at man tager arbejdet med hjem i lighed med at folk ogsÃ¥ har taget mere privatliv med pÃ¥ arbejde i form af benyttelse af sociale tjeneser sÃ¥ som Facebook. Den frivillige afgivelse af private oplysninger via Facebook har folk selv magt over, men arbejdsgiverbetalt telefoni kan være problematisk. Hvad skal arbejdgiveren med din specificerede telefonregning? Pludselig er telefonregningen ekstra stor – og er det sÃ¥ fordi du har snakket eksta meget med firmaets kunder eller kom du privat lige til at give 100 kr til velgørende organisation via telefonen? Egentlig ligemeget for det er kun et spørgsmÃ¥l om penge. Værre er det, at firmaet kan følge med I hvem du har snakket med. Er du ved at søge job hos konkurrenten?

Fedt at det ikke længere er økonomisk attraktivt, at få hudflettet arbejdstelefonen med den private. Køb dit eget abonnement til privaten og spar penge.

For firmabetalte internetopkoblinger er det også en glæde at se frem til multimedieskatten. I praksis har firmabetalte internetopkoblinger været med til at dæmpe konkurrencen på markedet. Firmaerne har stort set kun købt internetopkoblinger gennem firmaer, der har kunnet levere landsdækkende. Hermed har de kunnet få een samlet regning og de bedste samlerabatter. Lokale leverandører har været holdt udenfor. Så det har været stort set umuligt at få firmabetalt bredbånd fra antenneforeningen eller elselskabets lysleder, da firmaerne jo ikke har kunnet give dette gode tilbud til alle medarbejdere, da de ikke alle bor i det lokale forsyningsområde.

Det var derfor en trist da i juni, da Fullrate stolt annoncerede at de nu var landsdækkende. Det betød, at de for den resterende del af landet blot gensælger en TDC løsning. Prisen holder de fast på landsplan. Hermed bliver det TDCs løsning og engrospris, der bliver laveste fællesnævner. Der er ingen motivation for Fullrate til at investere i bedre teknik end TDC kan levere i randområderne.

Nuvel der er også ugennemtækte facetter af multimedieskatten. Der er ingen god grund til at beskatte, at du har taget firmaets bærbare PC med hjem til din egenbetalte internetopkobling for at lave lidt arbejde hjemmefra. Du har måske endda forbud mod at bruge PCen til nogetsomhelst, der ikke er arbejdsrelateret pga. firmaets IT-sikkerhedspolitik. Dette kan der selvfølgelig findes en løsning på for forligteksten er endnu ikke blevet til et konkret lovforslag.

Super er det, at flere vil få kontrollen af den private telefon  hjem i privaten hvor den hører til og ikke på chefens skrivebord. En mere fair konkurrence på internetopkoblinger er bestemt heller ikke af vejen.

Lige som mange jobs indebærer, at man har en privat bil, så vil mange jobs fremover forvente, at man har en privat internetopkobling.

Newer Posts »

Powered by WordPress