Andreas Bach Aaen

31. januar, 2008

Kommerciel brug kontra offentlig brug

Filed under: ophavsret — andreas @ 14:02

Den 21. januar udkom bandet Tone på pladeselskabet urlyd med en CD. Numrene er samtidigt til fri download under en Creative Commons-licens, der giver fri kopiering for ikke-kommerciel brug. Afledte værker tillades ikke. Der er sådan set ikke noget nyt i, at bands frigiveer deres musik til fri download. Det er sikkert forholdsvist nyt, at der bruges en Creative Commons licens, men nej det væsentlig nye i dette setup, er at den kollektive musikforvalter KODA har accepteret dette setup. De vil således forvalte den kommercielle brug af musikken, mens den ikke-kommercielle del administreres af bandet, der deler ud af posen via en Creative Commons-licens. Normalt administrerer KODA al offentlig brug af musik. Her er der gennem en lang årrække via et antal højesteretsdomme lagt en retspraksis for hvad der er offentlig brug og hvad der er privat brug af musik. Musikbrug i idrætsforeninger er privat brug, mens musik i fitness-centre ikke er det. Dette gælder også selvom der i begge tilfælde dyrkes aerobic. Man kan sige, at en af de faktorer, der med tiden er blevet med til at fastlægge skelet mellem offentlig og privat brug, er om musikken bliver brugt i en kommerciel sammenhæng. Så i mange tilfælde vil der ikke være den store forskel. Forskellen vil være tydeligst på internettet. Her er enhver eksponering på en hjemmeside ligmed en offentliggørelse. Så Tones album vil kunne lægges til download på din private hjemmeside, så den kan blive spredt videre. Grænsen for hvad, der er kommercielt og hvad der ikke er mangler dog at blive lagt fast endnu, men mon ikke det kommer med tiden, når nu KODA med deres økonomiske styrke får brug for at kende grænsen. Er det kommercielt, hvis du har bannerannoncer på din hjemmeside for at skrabe penge ind til at betale båndbredden, så andre kan downloade din favoritmusik under Creative Commons Attribution, Noncommercial, No derivative licensen. En ganske positiv udvikling må jeg sige. Det er blot ærgeligt, at den ikke-kommercielle brug skal tildeles brugerne gennem en licens, frem for at det var en rettighed, som ophavshaveren aldrig havde fået. Jessica Litman foreslår i bogen Digital Copyright netop, at det kommercielle kontra ikke-kommercielle skal udgøre grundskellet for om en ophavshaver skal have copyright eller ej.

Slutteligt vil jeg mene, at det havde klædt Tone godt, hvis de havde tilladt afledte værker. Det vil stadig være forbudt, at lave et remiks af deres musik og give den til dine venner og bekendte – ogsÃ¥ selvom Tone krediteres behørligt
og deres navn ikke stødes ved din brug. Der er stadig et stykke vej indtil balancen nåes, hvor mening mands fornemmelse for rimelighed matcher lovgivningen og en stærk retsfølelse dermed opnås.

Tak til Henrik Moltkes og Martin von Haller Grønbæks blogindlæg om samme emne.

22. januar, 2008

Digital copyright

Filed under: ophavsret — andreas @ 20:36

Jessica Litman har med bogen Digital Copyright beskrevet hvordan den amerikanske copyrightlovgivning har bevæget sig siden år 1900 og frem til i dag hvor Digital Millennium Copyright Act er en kendsgerning. Det er en let læst bog, der dog bærer præg af at være stykket sammen af en række artikler af forfatteren. Den røde tråd er ikke altid til at følge. Der er nogle grundige beskrivelser af hvordan de eksisterende erhverv, der har nydt godt af copyrightlovgivningen har sørget for til stadighed at udvide deres rettigheder. Hvordan nye spillere kom i klemme og hvor tung en proces, der er når blot de eksisterende spillere skal blive enige om lovændringer. Nye teknologier er blevet hæmmet og især brugerne, de enkelte borgeres rettigheder er gang på gang blevet indsnævret. Lovgivningen bliver uhyre kompliceret af de tunge kompromiser og menig mand forstår ikke loven selv om det digitale domæne har bragt lovens begrænsende regler indefor i privaten. Jessica Litman peger på en mulig løsning. Udgangspunktet skal være om der er tale om kommerciel anvendelse eller ej af et værk. Det vil føre til en større accept af loven, da det i højere grad svarer til folks forventninger. Hun peger også på en større accept af principperne i Bernerkonventionen, der som et central punkt har ophavshaverens ideele rettigheder. Det er navngivningsretten og respekretten. To ting, der træder meget tydeligt frem i Open Source licenserne. Især i BSD-licenserne. De ideele rettigheder er specielle idet de ikke kan overdrages. Amerikanerne har altid haft det svært med dette, da det jo kan begrænse mulighederne for dem, der har købt rettighederne til et værk. Desværre kan Jessica Litman ikke finde nogen vej til at en reform på copyrightlovgivningen. Der er for megen lobbyisme og partistøtte på spil.

Herhjemme i Danmark vil jeg mene, at det stÃ¥r lige sÃ¥ slemt til. Politikerne finder ophavsretsloven for svær. Den er vel god nok, nÃ¥r alle der har deltaget i høringsfasen er blevet tilgodeset. SmÃ¥ foreninger og enkeltpersoner vil blive spist af med et ministersvar om at DVD-afspilning under Linux er lovligt – pÃ¥ trods af at lovens Ã¥nd siger noget andet. Retspraksis vil nok næppe nogensiden blive efterprøvet. Bibliotekerne sikrer dem selv som institution, de taler heller ikke din sag. senest kan man se det herhjemme, at bibliotekerne sikrede sig, at udlÃ¥n af bøger købt fra lande udenfor EØS-samarbejdet er lovligt, mens kommerciel videresalg af bøger købt udenfor EØS-samarbejdet er ulovligt, med mindre forlaget selv har bragt bogen til salg indenfor EØS. Tricket var nemlig at bibliotekerne gerne vil sikre sig fortsat at have log til at servicere sproglige mindretal med bøger fra deres hjemlande. Her tænkte de især pÃ¥ Tyrkiet. Ikke noget med at bruge deres gode argument som skruebrækker for sikre global konsumption frem for regional konsumption. Nej bibliotekerne hytter deres eget institutionelle skind. De er der ikke for borgerne. Jessica Litman kan berettige om samme tendens i USA.

13. januar, 2008

DRM og krigen om fremtidens markeder

Filed under: IT-politik,ophavsret — andreas @ 0:09

Jeg har før skrevet om Bruce Lehman, der via National Information Infrastructure under Clinton administrationen, blev sat til, at føre Al Gore’s mission om the Information Superhighway ud i livet. En af ideerne var at skabe et helt nyt marked og dermed gøre USA rigere. Et af lokkemidlerne var en opstamning af copyright lovgivningen, der via øgede rettigheder ville skabe incitament til at skabe digitalt indhold. Dette endte som bekendt med Wipo Copyright Treaty (WCT) i 1996, som sidenhen førte til DMCA og Infosoc i henholdsvis USA og EU. En af de væsentlige ting i Infosoc var lovgivningen, der gør det ulovligt at bryde kopispæringer – selv til personligt brug.

Det skræmmende er nu at se retorikken i seneste udspil fra EU-kommisær Vivane Reding i skræmmende grad ligner: “…The European Commission has decided today to give a new boost to Europe’s online content sector.”. AltsÃ¥ man vil skabe øget indre marked ved at sikre ens regler og yderligere rettigheder til den eksisterende online sektor, der dermed vil kunne skabe et større marked til glæde for forbrugerne. Der er stor fokus pÃ¥ DRM i dette udspil. Jeg tror det endnu en gang er et fejlskud. Det er kunstigt Ã¥ndedræt til eksisterende industrier. De nye industrier, som skabes af den teknologiske udvikling bliver hæmmet. DRM og yderligere involvering af Internet leverandørerne til at slÃ¥ ned pÃ¥ uautoriseret kopiering er ikke vejen frem for nye markeder sÃ¥ som Youtube, der lever af brugerskabt indhold. Her bliver ophavsretsloven overtrÃ¥dt i massivt omfang. SmÃ¥ korte klip fra alverdens TV-stationer, musikvideoer og scener fra film er der masser af. Det er ikke kun egenproducerede klip lavet med webkameraet. Langt langt de fleste overtræder ophavsretsloven nÃ¥r de uploader til Youtube, de har ikke rettighederne til det. Heller ikke til at synge: “Strisserne kom før vi ventede dem, midt om natten.”. Citatretten dækker i alt fald ikke store mængder af det uploadede indhold.

For mig at se så vil vi opdyrke et større marked ved at give borgerne større rettigheder i det digitale domæne frem for at give de eksisterende industrier flere rettigheder. Motiverne fra Viviane Reding kan være nok så velmenende, men det er skræmmende, at der ingen fokus er på de retsprincipper der bliver gjort til skamme i medfarten, så som privatlivets fred.

4. januar, 2008

copyright historisk set

Filed under: ophavsret — andreas @ 1:42

En stribe fridage hen over julen giver tid til at sætte sig ned med en bog og fordybe sig. Jeg kastede mig or “Copyright in Historical Perspective” af Lyman Ray Patterson. En gammel sag fra 1968, men hvad gør det nÃ¥r den først og fremmest handler om copyrightens udvikling fra 1557 i England og frem til 1834 i USA. I 1557 dannes the Company of Stationers of London. Det var en privat sammenslutning af bogtrykkere, der med royal velsignelse fik lov til gennem de næste 150 Ã¥r at danne et bog-kartel. Dette var ganske praktisk set fra statens side, da man ønskede et reguleret marked for at kunne udøve censur. Kopiretten var en eneret, der tilfaldt trykkeren eller forlæggeren for en begrænset periode. Der var fra forlæggernes side tiltag til, at kopiretten skulle tilfalde forfatteren frem for forlæggeren, da en eneret til forfatteren antoges at ville være af langt længere udtrækning af natur. Forlæggerne ville hermed kunne købe disse rettigheder for en langt længere periode, end samfundet og restsystemet ville gÃ¥ med til nÃ¥r eneretten ligger hos forlæggeren.
I 1709 udstedes Statute of Anne, som bryder med the Company of Stationers monopol samt markerer et skift til en kopiret, der tilfalder forfatteren frem for forlæggeren. Der er dog ikke noget skifte til en egentlig ophavsret, hvor forfatteren opnår andre rettigheder over sit værk end selve kopiretten. Der er stadig heller ikke tale om et skifte til en ophavsret, hvor det af natur er givet, at ophavsmanden har eneret til egne værker. Der er tale om en lov der tildeler privilegier ud fra en forventning om at man sikrer et stabilt bogmarked, tilskynder lærdom, sikrer forfatternes rettigheder samt modvirker monopoldannelse. Hvordan disse fire egenskaber bliver vægtet bliver en kamp i de følgende år.

Amerikanerne overtager denne engelske kopiret – og i særdeleshed fÃ¥r de via deres retssystem tidligt fastlagt (i 1827), at kopiretten er lovmæssigt begrundet og ikke noget der af natur er givet dem, der skaber værker. Dette er den dag i dag en af de største forskelle pÃ¥ den amerikanske ophavsret og de kontinentaleuropæiske ophavsretter. AltsÃ¥ er der tale om en lov, der til gængæld for en række krav om registrering uddeler nogle privilegier eller er der tale om naturlige rettigheder, der er ligesÃ¥ ukrænkelige som ejendomsretten?

Bogen har bragt mig et stykke videre i jagten på ophavsrettens formålsparagraf. Kopiretten og senere ophavsretten har altid været styret af økonomiske interesser, der ønskede at klappe deres egen hest. Når der er skrevet formål ind i preampler til lovteksterne, så er med stor sandsynlighed et skønmaleri. Der har aldrig været noget ophjerteligt ønske om en fair fordeling af rettigheder mellem forfattere, forlæggere og læserne til glæde for samfundet som helhed. Det er ret givet derfor, at mening mand har svært ved, at forstå ophavsretsloven og de ballancer der er i den.

Hvorfor skal du (i princippet) betale til KODA for at få lov til at mangfoldiggøre din egen komponerede og egen indsungne musik på din egen hjemmeside?

Hvorfor må du ikke give din nabo en kopi af TV-avisen, som du optog i går hvis du giver ham den på en compact flash i stedet for et VHS bånd?

Hvorfor skal der betales for at fÃ¥ lov til at synge “Velkommen i den grønne lund” i Botanisk have medmindre det er en del af en udendørs gudstjeneste?

Hvorfor må man ikke i erhvervsøjemed videresælge DVDer, der er udgivet og købt i USA?

Det er ikke noget under, at ophavsretsloven er mindre respekteret end fartgrænserne på vejene. Den er uforståelig, uretfærdig, umulig at håndhæve og kommer derfor nemt til at virke lemfældig. Det er usundt for retssikkerheden. Masser af organisationer har talt deres egen sag og har fået en undtagelse ind her og der. Politikerne, som du har valgt til at repræsentere dig, har være umådeligt dårlige til at sikre brugerne af ophavsretlige værker fair betingelser.

Open Source reglerne virker langt mere intuitive for de fleste end ophavsretsloven for software  ser ud som standard. Noget for noget filosofien er nem at forklare. Navngivningsretten og respektretten træder frem og får karakter når de økonomiske rettigheder stilles i baggrunden. Og som vi alle ved, der kan stadig tjenes penge på Open Source selv om, der må kopieres til 0 kr.

Powered by WordPress