Andreas Bach Aaen

22. juni, 2011

Ikke til salg men til inspiration

Filed under: ideer — andreas @ 23:36

Sputnik med rib, Hjortø med rib, Sputnik med Heat 1X og Tycho Brahe med faldskærm

Copenhagen Suborbitals er ikke er til salg, de er til inspiration. Det er i alt fald de pæne ord deres støtteforening skriver om dem. Så da jeg d. 30 maj fulgte med i raketafsendelsrampen Sputniks rejse fra København til Bornholm, så fulgte min 7 årige søn også med. Der var et kort på computeren, hvor man kunne se hvor langt den var nået og man kunne klikke på kortet og se billeder af skibene. Mere spændende endnu blev det d. 3 juni, da raketten skulle fyres af. Ventetiden gik med at holde øje med alle følgeskibene. Så vi fik snakket om Sputnik, om Hjortø, om Leopold og om rød rib og blå rib. Der var interesse på samme måde, som da jeg som knægt fulgte med i opsendelsen af den amerikanske runfærge Columbia. Det var ikke kun runfærgen der var spændende. Det var også alt udstyret omkring den. Hjælperaketterne, crawleren og så videre. Min søn var også tydeligt inspireret, så nogle dage senere byggede han Sputnik, Heat 1X, Tycho Brahe incl. faldskærm, Hjortø med rib, og Leopold med rib alt sammen i Duploklodser. Så jo, Copenhagen Suborbitals kan være stolte. De er bestemt til inspiration.

Stor ros skal de også have for de inspirerende blog indlæg på ing.dk. Så da jeg i en svar rubrik drømte de flotte opsendelsesbilleder projekteret op i Planetariet, så blev ideen grebet og udviklede sig videre til et komplet arrangement, der kommer til at løbe af staben d. 28. juni i netop Planetariet. Selv må jeg drømme lidt videre, for Planetariet ligger i København og jeg kan ikke lige få det til at hænge sammen med en sviptur dertil, men raketvennerne vil vist forsøge med lidt live video derfra.

Om ikke andet så er det tid til endnu en donation til Copenhagen Suborbitals (1000 tak) og en forsinket indmelding til støtteforeningen.

 

Powered by WordPress