Andreas Bach Aaen Innovation og Open Source

10. december, 2007

Stabil fil-overførsel

Filed under: linux,småsnak — andreas @ 17:05

fotosjov.dk kan ikke finde en stabil fil overførselsklientpixum.dk har fundet en sikker filoverførselsmulighed

Så er det snart jul. Det er i alt fald til til at bestille udprintninger af dine digitale fotos, hvis de skal bruges til julegaver. Hvilket bureau skal man vælge? Jeg har prøvet en del forskellige indtil nu. De mest stabile har været dem, hvor man har kunnet gå ind i butikken med en CD-R og lave en bestilling ved en stander. Juletravlheden byder sig dog nærmere til en ren online udgave med levering med posten. Jeg startede med at checke fotosjov.dk ud. De havde sendt flere reklametryksager ind af vores brevsprække – og så ligger de i Århus N. Mon ikke postleveringen derfra er mere julesikker end julepost sendt fra typisk Tyskland? Nå men ind på hjemmesiden og giv dem en chance. Ganske nydeligt – og fin service – hvis man altså har Microsoft Internet Explorer. De gør pænt opmærksomt på problemet. De har ikke kunnet finde en god web-klient til at udvælge og uploade store mængder billeder med. Kun en (radio?)Active-X komponent har vist sig at virke tilfredsstillende for dem. Jeg kan kun give dem ret. Der er virkeligt mange skrammel komponenter til den slags. Jeg har fået ødelagt mange aftener efter at skidtet går ned efter flere timers upload. SUK.

Pixum.dk, som er en Tysk net-butik har fundet løsningen. De har taget en 36 år gammel teknologi til sig: ftp. Genialt. Hvorfor forgæves lede efter en stabil web-klient løsning, når man kan vælge en klippestabil internetprotokol og lade brugeres selv vælge klient? Jeg takker for denne gode service og teknologiforståelse. Rent forrentnigsmæssigt har de også forstået ideen. Toppen af siden indeholder en tæller, der tæller ned indtil sidste frist for bestilling til levering før jul.

3 Comments »

  1. FTP?! Du mener FTP er klippestabilt? hmmm, og ingen problemer med passiv/aktiv FTP, ingen problemer med sikkerhed, interessant. FTP og Telnet er døde, lev med det.

    Kommentar by Henrik Kramshøj — 12. december, 2007 @ 16:09

  2. Hej Henrik,

    Jo ftp har design-problemer. F.eks. at IP-adressen indgår i payload. Det er svært at bebrejde ftp dette, da NAT ikke var opfundet da ftp blev designet. Overførselsprotokollen er god. Sikkerhed er der ikke. Det er heller ikke altid man har brug for den. Pixum har valgt, at man skal logge ind til ftp-upload muligheden via en pinkode. Denne pinkode er ikke den samme som login til ens konto hos Pixum. Så opsnapning af pinkoden er ikke interessant. Et man-in-the-middle andgreb ville sikkert kunne opsnappe trafikken og sikre sig en kopi af dine billeder. Jeg lever med risikoen. Der er nok større chance for at blive kørt ned i trafikken – eller at få indbrug i dit hjem og få stjålet PCen. Telnet er også en udmærket applikation, hvis den kun køres i lukkede netværk, hvor man på forhånd har accepteret at fysisk adgang er ligmed fuld adgang.
    Sikkerhed handler ikke om at bruge de rigtige applikationer så som ssh. En uheldigt konfigureret ssh, eller lemfældig omgang med nøglerne er langt værre end at bruge ftp/telnet. Falsk tryghed er langt værre end kendt usikkerhed.

    Kommentar by andreas — 12. december, 2007 @ 21:31

  3. Pixum må arbejde i døgndrift. 2 døgn efter min bestilling har postvæsenet forgæves forsøgt at putte det lidt for store brev ind igennem min brevsprække. Nu mangler der bare at PostDanmark finder ud af at holde posthuset åbent når jeg holder fri, så jeg kan hente min forsendelse. Hvis de ikke finder uf af det, så bliver det f.eks. de bemandede tankstationer, der bliver de foretrukne udleveringslokationer for den voksende nethandel.

    Kommentar by andreas — 12. december, 2007 @ 22:29

RSS feed for comments on this post. TrackBack URL

Leave a comment

Powered by WordPress