Jessica Litman har med bogen Digital Copyright beskrevet hvordan den amerikanske copyrightlovgivning har bevæget sig siden år 1900 og frem til i dag hvor Digital Millennium Copyright Act er en kendsgerning. Det er en let læst bog, der dog bærer præg af at være stykket sammen af en række artikler af forfatteren. Den røde tråd er ikke altid til at følge. Der er nogle grundige beskrivelser af hvordan de eksisterende erhverv, der har nydt godt af copyrightlovgivningen har sørget for til stadighed at udvide deres rettigheder. Hvordan nye spillere kom i klemme og hvor tung en proces, der er når blot de eksisterende spillere skal blive enige om lovændringer. Nye teknologier er blevet hæmmet og især brugerne, de enkelte borgeres rettigheder er gang på gang blevet indsnævret. Lovgivningen bliver uhyre kompliceret af de tunge kompromiser og menig mand forstår ikke loven selv om det digitale domæne har bragt lovens begrænsende regler indefor i privaten. Jessica Litman peger på en mulig løsning. Udgangspunktet skal være om der er tale om kommerciel anvendelse eller ej af et værk. Det vil føre til en større accept af loven, da det i højere grad svarer til folks forventninger. Hun peger også på en større accept af principperne i Bernerkonventionen, der som et central punkt har ophavshaverens ideele rettigheder. Det er navngivningsretten og respekretten. To ting, der træder meget tydeligt frem i Open Source licenserne. Især i BSD-licenserne. De ideele rettigheder er specielle idet de ikke kan overdrages. Amerikanerne har altid haft det svært med dette, da det jo kan begrænse mulighederne for dem, der har købt rettighederne til et værk. Desværre kan Jessica Litman ikke finde nogen vej til at en reform på copyrightlovgivningen. Der er for megen lobbyisme og partistøtte på spil.
Herhjemme i Danmark vil jeg mene, at det står lige så slemt til. Politikerne finder ophavsretsloven for svær. Den er vel god nok, når alle der har deltaget i høringsfasen er blevet tilgodeset. Små foreninger og enkeltpersoner vil blive spist af med et ministersvar om at DVD-afspilning under Linux er lovligt – på trods af at lovens ånd siger noget andet. Retspraksis vil nok næppe nogensiden blive efterprøvet. Bibliotekerne sikrer dem selv som institution, de taler heller ikke din sag. senest kan man se det herhjemme, at bibliotekerne sikrede sig, at udlån af bøger købt fra lande udenfor EØS-samarbejdet er lovligt, mens kommerciel videresalg af bøger købt udenfor EØS-samarbejdet er ulovligt, med mindre forlaget selv har bragt bogen til salg indenfor EØS. Tricket var nemlig at bibliotekerne gerne vil sikre sig fortsat at have log til at servicere sproglige mindretal med bøger fra deres hjemlande. Her tænkte de især på Tyrkiet. Ikke noget med at bruge deres gode argument som skruebrækker for sikre global konsumption frem for regional konsumption. Nej bibliotekerne hytter deres eget institutionelle skind. De er der ikke for borgerne. Jessica Litman kan berettige om samme tendens i USA.
Jeg må indrømme, at jeg synes kritikken af bibliotekerne er tynd og ensidig. Bibliotekerne har i høj grad fokus på brugerene og deres ønsker og behov. Det gælder ikke kun i det fysiske bibliotek (jf. den seneste debat om antallet af bøger), men også i de digitale tilbud.
Personligt arbejder jeg for Københavns Biblioteker og bruger meget tid på at få aftaler om elektroniske bøger (tekst og lyd) på plads. Vi presser på for at få fjernet fx drm og platformsafhængighed, men forlagsbranchen er bange for kopiering og ønsker ikke at diskutere ophavsret i det hele taget. Min pointe er, at bibliotekerne har fokus på de ophavsretslige problemstillinger, der påvirker os. Ikke mindst drm-sikring af fx pdf og musik er problematisk, især fordi vi i de tilbud udelukkende tilgodeser Windows-brugere.
Om de danske (folke-)biblioteker skal være “skruebrækker for sikre global konsumption” er jeg ikke sikker på, men der findes internationale sammenslutninger, der tager de debatter. Vores sigte er, at levere den bedst mulige service og det indholdsmæsigt bedste tilbud til _alle_ borgere uanset deres valg af OS. Et skred i ophavsretten vil være et kærkomment skridt på vejen.
Jeg kender ikke sagen om køb af bøger uden for EØS, men det vil undre mig meget, hvis bibliotekerne har sat hindringer i vejen for videresalg af bøger! Hvorvidt den slags salg er lovligt, må det kommercielle marked (=forlag og boghandlere) tage sig af. For bibliotekerne vil det kun være en fordel med så bredt et markedsudbud af bøger (og andre materialer) som muligt. Uanset hvad forlagene så end siger, så tyder meget på at bogsalg og biblioteksudlånet følges ad – op eller ned.
Kommentar by Thor Dekov Buur — 24. januar, 2008 @ 20:49
Lad mig få det på det rene. Jeg mener at bibliotekerne repræsenterer ikke borgerne, de repræsenterer deres egen institution. Det er selvfølgeligt ikke det samme som, at de ikke kæmper for en masse, som er til glæde for den enkelte borger. Men når der skabes kompromisser, hvor f.eks. forlagsbranchen og bibliotekerne skal nå til enighed, så skabes der regler, der f.eks. betyder at en boghandler ikke må parallelimportere bøger, som er forlaget ikke selv har bragt på markedet indenfor EØS. Bibliotekerne må gerne købe bøger uden for EØS – for de er beregnet til udlån. Bibliotekerne fik reddet deres skind, forlagene deres, men borgerne sad ikke med til bords. Jeg kunne nemt forestille mig at bibliotekerne vil sikre at de får lov til at bryde kopispæringer, så indholdet kan sikret for fremtidige generationer, men at dette indhold ikke må lånes ud. Det må højest stilles til rådighed for en snæver kreds af forskere. Dette er ikke virkeligheden, men jeg frygter, at det bliver det hvis ikke vi får nogle stærkere forbrugerorganisationer og nogle mere vågne politikere.
Havde bibliotekerne været borgernes vagthund, ja så havde de kæmpet for at sikre global konsumption for borgerne i alle sammenhænge og ikke kun sikret, at global konsumption gælder for dem selv som udlåningsinstitution.
Det er glædeligt, at bibliotekerne gør noget for at sikre platformuafhængighed. DRM problematikken er derimod større. En DRM (Digital Restriction Management)-løsning, der kan køre på Microsoft Windows, Linux og Mac vil heller ikke være tilfredsstillende. Som privatperson ønsker jeg at have fuldstændig ret til at bruge værket indenfor hjemmets fire vægge, i privatssfæren eller i det ikke-kommercielle rum. PDF-filer, med indlagt blokering for at blive skrevet ud eller klippe citater ud fra, er simpelthen ikke tilfredsstillende. Den frie brug af værket er en langt vigtigere mission end det noget svagere krav om platformsuafhængighed.
Kommentar by andreas — 24. januar, 2008 @ 20:52