Andreas Bach Aaen Innovation og Open Source

7. april, 2014

Schukostik i Danmark

Filed under: Åbne standarder,husbyggeri — andreas @ 7:00

Schuko vægstik

Jeg hører givetvis til blandt de første private huse, der har valgt, at installere Schuko-stik i  huset. Det blev lovligt at bruge disse i dansk byggeri i efteråret 2012.

Men hvorfor dog bruge schukostik? Der var tre gode grunde for mig.

  1. Jeg kunne være med til at bryde LK’s monopol
  2. Mine kontakter vil passe med de schukostik, der sidder på stort set alle apparater. Alt hvad jeg køber kan sættes direkte i og bliver jordet.
  3. Udvalget er større og der er billigere alternatiiver. Konkret kunne jeg købe Cat 6A edb-stik, der var langt billigere end de tilsvarende i LK’s program. Jeg har også højtaler tilslutninger og USB-opladerstik (5V) direkte monteret i samme Eurodåser i væggen.

Da jeg skulle bygge hus, satte jeg blot det som et krav til elektrikeren, at jeg ville have Schukostik fra Gira. Der er en god håndfuld producenter med ret bredde programmer, men jeg valgte Gira, da deres billige standardserie havde et passende enkelt design, der passer med min smag. Elektrikeren tog fint imod kravet. Deres leverandør Solar havde Gira på programmet, så det kunne jo ikke gå helt galt. Det viste sig dog hurtigt, at Solar fik bestilt de forkerte stumper og havde lang leveringstid selv på noget så simpelt som Eurodåser til indmuring. Dårlig produktkendskab og vejledning generelt. De fleste tyske webbutikker kunne have klaret dette bedre. Selv har jeg benyttet bl.a. Voltus, Alles Mit Stecker, Conrad og Reichelt.

De udførende elektrikere på pladsen synes det var fint at prøve at arbejde med andet end LK, men der er ikke noget fedt i at få ødelagt sin planlægning af lange leveringstider på selv simple stumper. Elektrikeren har derfor ikke lyst til at arbejde mere med andet en LK – lige foreløbigt. Så LK’s konkurrenter skal til at tage hænderne op af lommen hvis de vil ind på det danske marked. De skal nok have fat i et typehusfirma, der arbejder med egne elektrikere. Spare nogle basører på materiellet og lidt på den simplere installation. Det er unægteligt nemmere at bore runde huller til Eurodåserne end det er at lave firkantede huller til LK’s dåser. Slutteligt skal slutbrugerne måske præsenteres for nogle af de mere eksklusive muligheder, som LK ikke kan levere. Man kan også få stik med dansk jord – hvis man ikke er villig til at gå hele vejen men blot bruge de europæiske dåser og materiel.

Hvordan fungerer det så i det daglige? Jo først og fremmest, så har jeg skildt mig af med alle vores gamle forlængerledninger. Her er der gode afsætningsmuligheder. Resten af Danmark har ikke konverteret endnu. En del forlængerledninger vr dog så gamle, at de havde det bedst på genbrugspladsen. En kærkommen oprydning. Og så afsted og købe nye forlængerledninger. Her kommer første reelle problem. Man kan ikke købe Schukoforlængerledninger i Danmark. Supermarkederne og byggemarkederne har dem ikke. De har kun forlængerledniger med Dansk jord eller forlængerledninger uden jord. Modellerne uden jord er de værste for de har oftest et stort rundt stikprop, der ikke kan puttes i Schukostikkene. Jeg er altså endt med at måtte købe forlængerledninger i tyskland. Det samme gælder stikpropperne til de få apparater, der rent faktisk har haft dansk jordstik på. Priserne i webbutikkerne på disse dele er enten lavere eller på samme niveau som i Danmark. Dertil kommer porto og typisk 3 dages levering. Dette skal holdes op imod mange byggehandler indenfor få kilometersafstand der har LK materiel på hylderne. Omvendt har jeg kunne købe smarte stikpropper og forlængerledninger/forgreninger, som ikke findes tilsvarende i LK’s program. For et overblik over stik på det danske marked og hvad der passer sammen, så se her.

Alt er jordet. Det først jeg fandt ud af var, at vores elkedel skulle udskiftes. Den slog HPFI-relæet hver gang vi tændte den. vi havde brugt den i mange år, men aldrig sat i en kontakt hvor dens Schukostik blev jordet.Ellers er det virkeligt en fornøjelse, at kontakterne passer til de apparater man køber.

De håndværkere vi har haft efterfølgende har dog haft problemer. De har haft egne forlængerledninger med – med har ikke kunnet sætte det danske jordstik i. De fleste har dog været håndværkere nok til at finde en løsning. typisk en dansk løsning, hvor de ender med ikke at jorde deres udstyr. En tur til byggemarkedet giver dem jo ikke mulighed for at købe et løst Schukostik til at montere på deres kabeltromle. Så jeg skal nok have lavet en lille Schuko til Dansk jordstik konverter. Nogle håndværkere er dog opdaterede. Jeg har været udsat for at maleren lånte elektrikeren en kabeltromle….

 

13. februar, 2012

Schuko stik og Eurodåser

Filed under: Åbne standarder,tilbygning — andreas @ 7:00

Ideen om at bygge til vores hus er sat på hold. Vi regner nu i stedet på at bygge et helt nyt hus efter BR2020 eller de tyske Passivhaus krav. Til et sådant hus hører selvfølgelig et anlæg med aktivt luftskifte og varmegenindvinding. Hertil solceller på taget godt hjulpet på vej af nettomålerordningen, hvor man bruger det samlede danske elnet som batteri. Men når man nu tænker helt forfra, hvad skal man så satse på af elektroniske installtioner i et sådant hus? Netværksstik i alle rum? Intelligent elsystem?

Netstik er dyre. Et dobblet Cat 6A udtag med ramme og underlag koster i alt 399,45 kr hvis man køber hos greenline.dk til Lauritz Knudsens FUGA system. Men hvad koster det for det samme cat6A-stik i vores nabolande, hvor man bruger Eurodåser? Jeg har lavet et prøvekøb hos en tysk webbutik for, at teste design og kvalitet af. Jeg har købt et dobbelt Cat 6A stik hjem fra voltus.de fra producenten Gira. Det koster med ramme, dåse og det hele i alt 16,9 € eller 126 kr. Altså det koster en trediedel af hvad man skal betale for et stik, der passer ind i det danske monopol system fra LK. Jeg valgte Gira, men kunne også vælge mellem en hel række andre producenter. Gira er nok den mest synlige konkurrent på det danske marked. F.eks. så fører lavprisvvs, nogle af deres produkter. Vælger man Merten, så er man derimod ganske sikker på ikke at finde dem på det danske marked, da de er ejet at Schneider Electric, der også ejer Lauritz Knudsen. Gira distribures i Danmark af Hjalholt. Jeg ringede dertil for at høre om Eurodåser, KNX  og godkendelsen af Schukostikket i Danmark. Den travle mand Sven Hjalholt  snakkede derefter fanden et øre af i en times tid, som kun travle sjællændere kan gøre det, og endte med at sende mig 3 kilo brochurer. Læsere af Ingienørens hjemmeside vil også vide, at det er ufatteligt så længe det er lykkedes LK at holde på deres monopol via det specielle danske jordstik. Nå ja, hvis man stadig sværger til det danske jordstik, så kan man også få det til Giras system.

Det dobbelte CAT6A stik jeg har købt hjem er faktisk ikke fra Gira, selve stikket er fra Rutenbech. Det er kun blændcoveret, der er fra Gira. Hvis jeg havde valgt at købe et dobbelt cat6A stik fra Digitus i stedet for hos f.eks. priz24.de, så ville den samlede pris for et sådant stik løbe op i 77 kr,. Her snakker vi om en pris på en femtedel af havd der er muligt i LK’s FUGA system. Og der er endda hvis jeg flotter mig og køber Giras blændcover og ramme, frem for at bruge det der følger med Digitus stikket, for så er vi nede i en pris på omkring 50 kr altså en ottende del af det FUGA kompatible stik.

Alt dette giver selvfølgelig kun mening, hvis man vælger at bruge Eurodåser i hele huset. Så nu hvor man er i gang, hvorfor ikke bruge Schukostik frem for de specielle danske jordstik? Så er jordforbindelsen sikret med det samme uden, at man skal skifte stikprop på alt det udstyr man køber. Schukostikket er blevet godkendt i danske installationer fra november 2011, når blot man sørger for kun at bruge stik med børnesikring.

En kontakt koster ca. 53 kroner inklusive underlag hos både Gira og LK Fuga. Et stik med jord koster hos LK FUGA 107.50 kr,( greenline)  eller 81,50 kr (Harald-Nyborg) men hos Gira 41,75 kr (voltus.de). Altså dobbelt pris. Til det hus vi ser på, der kræver stækstrømsreglementet minimum 50 udtag, så det summer da op til en hel del. Efter sigende så skulle det også være nemmere at montere Eurodåserne, da de er runde og ikke firkantede. Det er unægteligt nemmere at finde bor til runde huller frem for firkantede.

Er der da slet ikke nogen ulemper? Tjo, det handler vist mest om design. LK’s FUGA dåser er mindre end Eurodåserne, så det giver et mere minimalistisk design. De bredde rammer fra LK er 68 mm, deres OPUS serie har rammer på 66 mm og OPUS udendørs giver 74 mm. Centerafstand fra dåse til dåse i Euro systemet er 71mm og rammer typisk 80m. Hermed er vi størrelsemæssigt tæt på hinanden. Så det nyere OPUS design, frem for det gamle FUGA design,  har bevæget sig størrelsesmæssigt opad imod den europæiske standardstørrelse.

 

8. april, 2014

Efteruddannelse uden jordforbindelse?

Filed under: småsnak — andreas @ 21:04

VIA_reklame_set_paa_jpdk_20140408

Nej det er ikke mig der er begyndt at få reklamer på hjemmesiden. Jeg gør en del for at slippe for dem, men på min standard browser på arbejdet, der bliver jeg eksponeret hvis jeg lige checker nyhedsstrømmen, mens compileren snurrer. Jeg faldt over ovenstående reklame. Jeg havde netop skrevet et indlæg på min blog om Schukostik og så kom denne. VIA efteruddannelse har fået lavet et reklamefoto, hvor der bliver slået på metaforen, at man sætter stikket i. I min kontekst kan jeg simplethen ikke lade være med at få øje på, at det er en dansk stikkontakt uden jord, som man forsøger, at sætte et Schukostik i. Det kender vi jo allesammen effekten af: man mangler jordforbindelsen. Det var nok ikke lige den metafor VIA efteruddannelse gik efter. Stikket er desuden også drevet 90 grader i forhold til vanlig praksis.

Powered by WordPress