Den 21. januar udkom bandet Tone på pladeselskabet urlyd med en CD. Numrene er samtidigt til fri download under en Creative Commons-licens, der giver fri kopiering for ikke-kommerciel brug. Afledte værker tillades ikke. Der er sådan set ikke noget nyt i, at bands frigiveer deres musik til fri download. Det er sikkert forholdsvist nyt, at der bruges en Creative Commons licens, men nej det væsentlig nye i dette setup, er at den kollektive musikforvalter KODA har accepteret dette setup. De vil således forvalte den kommercielle brug af musikken, mens den ikke-kommercielle del administreres af bandet, der deler ud af posen via en Creative Commons-licens. Normalt administrerer KODA al offentlig brug af musik. Her er der gennem en lang årrække via et antal højesteretsdomme lagt en retspraksis for hvad der er offentlig brug og hvad der er privat brug af musik. Musikbrug i idrætsforeninger er privat brug, mens musik i fitness-centre ikke er det. Dette gælder også selvom der i begge tilfælde dyrkes aerobic. Man kan sige, at en af de faktorer, der med tiden er blevet med til at fastlægge skelet mellem offentlig og privat brug, er om musikken bliver brugt i en kommerciel sammenhæng. Så i mange tilfælde vil der ikke være den store forskel. Forskellen vil være tydeligst på internettet. Her er enhver eksponering på en hjemmeside ligmed en offentliggørelse. Så Tones album vil kunne lægges til download på din private hjemmeside, så den kan blive spredt videre. Grænsen for hvad, der er kommercielt og hvad der ikke er mangler dog at blive lagt fast endnu, men mon ikke det kommer med tiden, når nu KODA med deres økonomiske styrke får brug for at kende grænsen. Er det kommercielt, hvis du har bannerannoncer på din hjemmeside for at skrabe penge ind til at betale båndbredden, så andre kan downloade din favoritmusik under Creative Commons Attribution, Noncommercial, No derivative licensen. En ganske positiv udvikling må jeg sige. Det er blot ærgeligt, at den ikke-kommercielle brug skal tildeles brugerne gennem en licens, frem for at det var en rettighed, som ophavshaveren aldrig havde fået. Jessica Litman foreslår i bogen Digital Copyright netop, at det kommercielle kontra ikke-kommercielle skal udgøre grundskellet for om en ophavshaver skal have copyright eller ej.
Slutteligt vil jeg mene, at det havde klædt Tone godt, hvis de havde tilladt afledte værker. Det vil stadig være forbudt, at lave et remiks af deres musik og give den til dine venner og bekendte – også selvom Tone krediteres behørligt
og deres navn ikke stødes ved din brug. Der er stadig et stykke vej indtil balancen nåes, hvor mening mands fornemmelse for rimelighed matcher lovgivningen og en stærk retsfølelse dermed opnås.
Tak til Henrik Moltkes og Martin von Haller Grønbæks blogindlæg om samme emne.