De fleste har i deres ungdom lavet en eller flere dumheder i fuld offentlighed. Men hvad er fuld offenlighed? Alle dem der passerede Strøget, da du kastede op i en skraldespand klokken 2 fredag nat? Alle de øvrige i gymnasiklassen, da du kom til at udstille din uvidenhed?
Ophavsretsloven har et offenlighedsbegreb. Dette begreb er lagt fast efter en række retssager først og fremmest ført af KODA. Der er hermed lagt en linje for hvornår man spiller musik i offenligt regi og hvornår det er i privat regi. Er det i offenligt regi, ja så skal der betales afgift til KODA.
Indenfor begrebet offenligthed, da mener jeg at internettet har sat nye standarder for den mulige eksponering. Der er stor forskel på at dumme sig til en lokalt vælgermøde, hvor de få fremmødte tilhængere griner i skæget – og så gøre det i medierne og dermed også internetmedierne. Eksponeringen i denne superoffenlighed er langt større end den eksponering man får ved blot at opholde sig i det offenlige rum. Laver man en dumhed, ja så bliver den gemt og refereret igen og igen. Her tænker jeg f.eks. på Aase D. Madsen fra DF, der ikke kunne sin procentregning eller senest Sarah Palin, der ikke lige havde styr på om USA er allieret med Nord eller Sydkorea. Alt sammen dumheder, der næppe ville være ødelæggende for karieren hvis de var sket i den nære offenlighed frem for i superoffenligheden med den evige hukommelse.
Forhåbenligt lærer vores egne børn gennem deres omfattende mediebrug, at kende forskel på offenlighed og superoffenlighed. Vær kontrollerende overfor hvad du eksponerer superoffenligt, men dum dig gerne i den nære offenlighed og lær af dette uden at få varige mén. Eksperienter i det superoffenlige rum med fiktive Facebookprofiler ligesom Skat gør det. Altså bryd reglerne men ikke loven.
Jeg er ikke i tvivl om, at det allerede sker. Faktisk så gik jeg for et par uger siden en kort tur i Strøget i Århus, foran mig gik to teenagerpiger, der højlydt diskuterede hvordan de ville lave en falsk facebookprofil, som skulle have vildt mange venner. Derefter skulle den fiktive perosn skeje ud på måder de sikkert ikke selv turde gøre. Yes tænkte jeg indvendigt, det er lige det der skal til. Det er en sund identitetsskabende aktivitet de to veninder var ved at planlægge. Jeg håber de fuldførte ideen sidenhen.
