Andreas Bach Aaen Innovation og Open Source

Her 16 år efter jeg blev færdiguddannet på universitetet og fik min kandidatgrad, så slog det mig en dag, gad vide hvor mange der egentlig har læst mit speciale, med al den tid og energi jeg fik lagt i det i sin tid?

Selv har jeg absolut intet brugt det til, for godt nok fik jeg en kandidatgrad i fysik, men det var mit bifag i datalogi, der kom til at fylde min karriere på arbejdsmarkedet. Men er der andre der fik glæde af det? Selve specialet skrev jeg på dansk, men min vejleder genskrev det væsentligste derfra på engelsk i artikelformat og fik det udgivet. Selvfølgelig med mit navn som førsteforfatter, da det var mig der havde lagt knofedtet og så min vejleder og de øvrige forskningsmedarbejdere på institutet, der havde bidraget undervejs som sekundære forfattere. Artiklen kom til at hedde “Submonolayer growth of Pd on Cu (111) studied by scanning tunneling microscopy“. Hvis man søger på dette på scolar.google.dk så finder man at artiklen rent faktisk er blevet citeret af 45 andre artikler. Flere af dem endda fra 2013. Om det er imponerende eller ej ved jeg ikke, men stolt er jeg da over, at mit arbejde er blevet værdsat.

Havde jeg kastet mig over fysik som forskerkarriere frem for programmør jobs i det private erhvervsliv, ja så havde det været en evig jagt på at opnå flest mulige citerede artikler som den ene jeg fik lavet.

Kunne det være muligt at kaste sig over fysikken igen her hjemme fra PCskærmens skær? Nej ikke på så gode vilkår som jeg har i datalogien med Open Source. Det fantastiske ved at arbejde med Open Source er tilgængeligheden. Den er umiddelbar og stort set gratis. I praksis koster det kun din internetopkobling.

Hvis jeg skulle læse op på de fysikartikler, der har fundet min egen artiklen værdig at citere og dermed berøre mit speciale, ja så er det til lommerne og betale mange dollars pr. artikel. Flere af artiklerne kan man være heldig, at de findes i direkte downloadbar i pdf-format, men bestemt ikke alle, og ret sikkert ikke de vigtigste. Open Source for videnskabenlige artikler er først sent kommet på mode. Det hedder Open Access. Vejen til at få dette indført, at mange tildelte forskningsmidler kun gives på betingelse af, at artiklerne, der kommer ud af denne forskning bliver publiceret i Open Access.

Kampen er nu hvordan kvaliteten sikres. Hvad skal erstatte det peer review der har været indtil nu? – og hvor godt var det hidtidige system? Der er givetvis meget at lære fra hvordan Open Source verdenen fungerer. Der er et utal af Open Source programmer og der er rigtig meget der er af ringe kvalitet. Kvaliteten opstår først ved at programmerne optages i distributioner, der bruges af mange personer. Groft sagt kan man sige at kun gode programmer optages i mange distributioner, der bliver brugt meget, og kun gode artikler bliver citeret meget af artikler der igen bliver citeret meget. Antalet af brugere eller citationer gør det ikke alene. Videnskabenlige artikler bliver bedst hvis de gennemgåes minutiøst af uafhængige forskere indenfor samme felt. kryptologiprogrammer bliver også kun sikre af, at de gennemgås af andre kryptologer og ikke kun af programmører eller slutbrugere i al almindelighed.

Open Access er lige som Open Source en slags forretningsmodel. Havde jeg været forsker i dag, ville jeg gøre meget for at presse på at mine artikler blev publiceret som Open Access også selv om det i første omgang vil koste ekstra for at sikre kvaliteten. Det jeg vinder er at flere vil få adgang til min artikel og min kendthed dermed forbedres. Det vil ikke længere være attraktivt at få sin artikel publiseret i et prestigefyldt tidsskrift, hvis alt for få har råd til at abonnere på dette tidsskrift. Både Open Source og Open Access handler om at forære alle resultaterne væk og vinde mere derved!

Det har været en ide længe. Men for et par weekender siden blev den udført. Hvorfor dog sidde lørdag aften og glo på fjernsyn, når man kan hygge sig med lidt håndværk på værkstedet. Dejligt afstressende. For en del år siden fældede vi et stort fyrretræ, der stjal udsigten og desuden stod så tæt på skel, at vi fik en glad nabo, da vi fjernede det. Ja faktisk så gav han selv en hånd med, så det kunne komme væk inden vi fortrød det. Helt væk kom træet dog ikke. Vi lod en stub stå tilbage, som stadig er kraftig nok til at hænge den ene ende af hængekøjen op i. Men et lille minde om, at her kunne man tidligere finde store flotte fyrretræskogler. Hvad ville være mere passende end en lille egern til at markede dette? Men hvordan laver man lige et egern? Helt nemt er det ikke at tegne. Det nu afdøde Open Source projekt Sodipodi, havde et egern som logo. Måske kunne jeg bruge det? Logoet er under GPL-licens, men forlaget er åbenbart fra en native-american kunstkalender. Så den tegning jeg byggede mit kunstværk videre på har selv snuppet motivet fra en kunstner, der bestemt ikke har tænkt i ophavsretlige baner. GPL eller ej, mit kustværk et i alt fald til fri inspiration.

Det kan ikke undre, at det er de mindre selskaber i pladebranchen, der har bedst føling med deres kunder. Danske Dacapo Records, har succes med at sælge DRM frie versioner af dansk klasisk musik. Numrene kan købes enkeltvis, i albums og forskellige formater. Der er endda mulighed for at købe en del af numrene i 24 bit 88kHz eller 96kHz indpakket i flac, altså langt bedre end CD-kvalitet. Dette koster ekstra. Fair nok forretningsmodel. Der er ingen DRM låse på musikken – og der gives lov til at bruge op til 5 kopier inden for egen husstand. En lidt besynderlig begrænsning. Hvorfor ikke fri kopiering inden for egen husstand? Håndhæves, det kan det jo alligevel ikke.

Jeg valgte at lave et enkelt prøvekøb. Så hvad var mere oplagt at lægge øre til, end Jacob Gades Tango Jalusi. Netop dette nummer har for alvor været igennem ophavsretsmøllen. Jacob Gade solgte tidligt sine rettigheder til nummeret. Sidenhen har forlaget, der købte rettighederne været begunstiget af, at ophavsretten i 1995 blev forlænget til 70 år efter kunstneres død. Resten af verden har så mistet, at værket blev frit og dermed kunne bruges og udgives på andre måder end forlaget gennem de sidste mange mange år har dikteret.

Jacob Gade solgte ikke alle rettigheder til et forlag. Noderettighederne blev solgt til et andet forlag. Rettet til musikken blev på forhånd solgt til et forlag men han udgav det alligevel på sit eget forlag. Det gav selvfølgelig gnister – og en aftale blev forhandlet på plads. Den fordelingsnøgle man blev enige om 1925 og reviderede i 1946 endte i en højesteretssag i 2002 efter, at rettighederne gennem mere end 75 år er blevet handlet i flere omgange mellem forlag der er solgt eller fusionerede. Generelt kan man sige, at det er det rene vanvid, at man vil fastlåse rettigheder i så lang en periode. 70 år efter kunstneres død – giver ikke mange muligheder for, at trække folk ind, der kan huske ånden i den ordlyd en skriftlig aftale indebar. Med andre ord, det er svært, at lave aftaler der er holdbare i 100 år. Så hvorfor gøre det?

Jacob Gade ville næppe få mere eller mindre for salget af sin musik i samtiden hvad enten rettighederne kan udnyttes af forlaget i 30 eller 70 år efter hans død. Det er altså ikke for kunstneres skyld at ophavsretten er så frygtelig lang.

Tilbage til min egen musik oplevelse. Den indspilning af Tango Jalusi, som jeg købte en kopi af, fik jeg leveret i  24bit 96 kHz flac format. Det er det bestemt ikke alt udstyr der kan afspille, så man skal nok selv downsample det til de fleste afspillere. Jeg afprøvede det i fuld bitrate på min lille Sumoh digital forstærker TinyAmp S30 koblet til min Logitech Squeezebox Touch og et par ældre B&W højtalere. Fin fin lyd. Min jeg er ikke audiofil nok til, at kunne høre forskel på denne høje kvalitet og CD-kvalitet. Klart bedre end mp3 kvalitet og anden lav bitrate musik man bliver spist af med hos streaming media udbydere. Den høje bitrate gør dog , at musikken ikke vil afspille uden host og hakken på mine tre Squeezebox afspillere samtidigt. Her skal jeg ned på CD-kvalitet for at få det til, at fungere optimalt.

Alt i alt et stort skridt i den rigtige retning, at man kan købe musik DRM-frit online. Abonnementer til streaming media vil ikke være den eneste fornuftige forretningsmetode i den intenettidsalder vi lever i. Der er plads til flere forretningsmodeller – og udviklingen af disse sker selvsagt ikke hos de store mastodonter, de vil hellere presse politikerne til endnu en forlængelse af ophavsrettighederne. De danske sangskrive og komponister er ikke enige i det fornuftige i det. De mener at man skal give til de levende.

Den 21. januar udkom bandet Tone på pladeselskabet urlyd med en CD. Numrene er samtidigt til fri download under en Creative Commons-licens, der giver fri kopiering for ikke-kommerciel brug. Afledte værker tillades ikke. Der er sådan set ikke noget nyt i, at bands frigiveer deres musik til fri download. Det er sikkert forholdsvist nyt, at der bruges en Creative Commons licens, men nej det væsentlig nye i dette setup, er at den kollektive musikforvalter KODA har accepteret dette setup. De vil således forvalte den kommercielle brug af musikken, mens den ikke-kommercielle del administreres af bandet, der deler ud af posen via en Creative Commons-licens. Normalt administrerer KODA al offentlig brug af musik. Her er der gennem en lang årrække via et antal højesteretsdomme lagt en retspraksis for hvad der er offentlig brug og hvad der er privat brug af musik. Musikbrug i idrætsforeninger er privat brug, mens musik i fitness-centre ikke er det. Dette gælder også selvom der i begge tilfælde dyrkes aerobic. Man kan sige, at en af de faktorer, der med tiden er blevet med til at fastlægge skelet mellem offentlig og privat brug, er om musikken bliver brugt i en kommerciel sammenhæng. Så i mange tilfælde vil der ikke være den store forskel. Forskellen vil være tydeligst på internettet. Her er enhver eksponering på en hjemmeside ligmed en offentliggørelse. Så Tones album vil kunne lægges til download på din private hjemmeside, så den kan blive spredt videre. Grænsen for hvad, der er kommercielt og hvad der ikke er mangler dog at blive lagt fast endnu, men mon ikke det kommer med tiden, når nu KODA med deres økonomiske styrke får brug for at kende grænsen. Er det kommercielt, hvis du har bannerannoncer på din hjemmeside for at skrabe penge ind til at betale båndbredden, så andre kan downloade din favoritmusik under Creative Commons Attribution, Noncommercial, No derivative licensen. En ganske positiv udvikling må jeg sige. Det er blot ærgeligt, at den ikke-kommercielle brug skal tildeles brugerne gennem en licens, frem for at det var en rettighed, som ophavshaveren aldrig havde fået. Jessica Litman foreslår i bogen Digital Copyright netop, at det kommercielle kontra ikke-kommercielle skal udgøre grundskellet for om en ophavshaver skal have copyright eller ej.

Slutteligt vil jeg mene, at det havde klædt Tone godt, hvis de havde tilladt afledte værker. Det vil stadig være forbudt, at lave et remiks af deres musik og give den til dine venner og bekendte – også selvom Tone krediteres behørligt
og deres navn ikke stødes ved din brug. Der er stadig et stykke vej indtil balancen nåes, hvor mening mands fornemmelse for rimelighed matcher lovgivningen og en stærk retsfølelse dermed opnås.

Tak til Henrik Moltkes og Martin von Haller Grønbæks blogindlæg om samme emne.

Jessica Litman har med bogen Digital Copyright beskrevet hvordan den amerikanske copyrightlovgivning har bevæget sig siden år 1900 og frem til i dag hvor Digital Millennium Copyright Act er en kendsgerning. Det er en let læst bog, der dog bærer præg af at være stykket sammen af en række artikler af forfatteren. Den røde tråd er ikke altid til at følge. Der er nogle grundige beskrivelser af hvordan de eksisterende erhverv, der har nydt godt af copyrightlovgivningen har sørget for til stadighed at udvide deres rettigheder. Hvordan nye spillere kom i klemme og hvor tung en proces, der er når blot de eksisterende spillere skal blive enige om lovændringer. Nye teknologier er blevet hæmmet og især brugerne, de enkelte borgeres rettigheder er gang på gang blevet indsnævret. Lovgivningen bliver uhyre kompliceret af de tunge kompromiser og menig mand forstår ikke loven selv om det digitale domæne har bragt lovens begrænsende regler indefor i privaten. Jessica Litman peger på en mulig løsning. Udgangspunktet skal være om der er tale om kommerciel anvendelse eller ej af et værk. Det vil føre til en større accept af loven, da det i højere grad svarer til folks forventninger. Hun peger også på en større accept af principperne i Bernerkonventionen, der som et central punkt har ophavshaverens ideele rettigheder. Det er navngivningsretten og respekretten. To ting, der træder meget tydeligt frem i Open Source licenserne. Især i BSD-licenserne. De ideele rettigheder er specielle idet de ikke kan overdrages. Amerikanerne har altid haft det svært med dette, da det jo kan begrænse mulighederne for dem, der har købt rettighederne til et værk. Desværre kan Jessica Litman ikke finde nogen vej til at en reform på copyrightlovgivningen. Der er for megen lobbyisme og partistøtte på spil.

Herhjemme i Danmark vil jeg mene, at det står lige så slemt til. Politikerne finder ophavsretsloven for svær. Den er vel god nok, når alle der har deltaget i høringsfasen er blevet tilgodeset. Små foreninger og enkeltpersoner vil blive spist af med et ministersvar om at DVD-afspilning under Linux er lovligt – på trods af at lovens ånd siger noget andet. Retspraksis vil nok næppe nogensiden blive efterprøvet. Bibliotekerne sikrer dem selv som institution, de taler heller ikke din sag. senest kan man se det herhjemme, at bibliotekerne sikrede sig, at udlån af bøger købt fra lande udenfor EØS-samarbejdet er lovligt, mens kommerciel videresalg af bøger købt udenfor EØS-samarbejdet er ulovligt, med mindre forlaget selv har bragt bogen til salg indenfor EØS. Tricket var nemlig at bibliotekerne gerne vil sikre sig fortsat at have log til at servicere sproglige mindretal med bøger fra deres hjemlande. Her tænkte de især på Tyrkiet. Ikke noget med at bruge deres gode argument som skruebrækker for sikre global konsumption frem for regional konsumption. Nej bibliotekerne hytter deres eget institutionelle skind. De er der ikke for borgerne. Jessica Litman kan berettige om samme tendens i USA.