Andreas Bach Aaen Innovation og Open Source

19. juni, 2009

CD’er er yt. CD’en længe leve.

Filed under: IT-politik,ophavsret — andreas @ 11:42

CD stabler

Den største opgave ved at lægge mit musiksystem om til et digitalt system, var at få hele min CD samling rippet og lagt ind på min NAS harddisk. De viste CD stabler plus en 12-13 stykker mere endte med at fylde ca. 66 GB på harddisken i tabsfrit flac format. Det er jo kun et mindre hjørne på en disk på 500 GB. 1 TB diske er jo også blevet hverdagskost sidenhen, så det er bestemt muligt at håndtere. Billedet overfor giver også en ide om hvorfor man ikke laver backup til CD-R længere. 66 GB, det er jo lige før man kan få USB-sticks i den størrelse. 64 GB kan fås til under 1000 kr.

Det er ganske lovligt selv at rippe sine CDer og lægge dem ind på harddisken, men man må bare ikke få hjælp til det. Så hvis man er spastisk lammet og har fået bevilget stemmestyret mediacenter til afspilning af CD og DVDer, så må man ikke få hjælp til at lægge CDer og DVDerne ind i systemet. Sikkert ikke særlig nemt, hvis man er spastisk lammet. KODA har dog medvilligiet i at være så fleksible, at de vil give handikappede lov til dette i en forsøgsperiode. Temmeligt langt ude. reglerne om fremmed hjælp til kopiering har ellert typisk været overtrådt, når et kopicenter har haft lærebøger stående på en hylde og har kopieret dem til studerende for betaling.  Der har været sager af denne type for nogle år siden. Man må sige, at der i disse tilfælde er tale om organiseret kopiering, hvor der vil bliver solgt færre originale kopier. Dette er jo ikke ligefrem tilfældet med handikappet, der gerne vil have signe egne indkøbte CDer og DVDer kopieret ind på harddisken. Intet tab for kunstnere og pladeselskaber. HIFI butikken stremtech Aps har også leget med tanken om at lave en ripping service, men har måttet opgive pga. de stive regler. Det ville da ellers være rimeligt, med en sådan forretningsmulighed. Helt på linje med markedet for overspilning af smalfilm til VHS eller DVD.

Nu er der ikke engang  mulighed for at genkøbe CDerne over nettet i samme kvalitet. Det meste af den musik, der sælges over internettet er i mp3 format eller lignende. Disse tabsgivende formater er sikkert fint til den bærbare mp3-afspiller, men det dur ikke til HIFI-anlæget. Her er et tabsfrit format som f.eks. flac, at foretrække. Men vil du have din musik i flac-format, ja så må du købe CDer frem for at købe rene digitale produkter over internettet.

Pladebranchen har lige tjent godt på mig. Min gamle kasettebåndoptager er sammenbygget med min forstærker, der er gået i udu på den ene stereokanal. Men hvad skal jeg med FM-radio, CD afspiller og kasettebåndoptager, når jeg kan nøjes med en volumenknap og en digital medieafspiller? De 40 gamle kasettebånd kan stort set udskiftes til nyindkøbte CDer for ca. 1500 kr. Dette giver ikke megen rum til en reperation eller en ny kasettebåndoptager. CDerne skal selvfølgelig kun bruges een gang før de sendes til arkivet. Musikken lever på min harddisk. Så CD’er er yt. tabsfrit flac format er fremtiden. CD’en længe leve.

5 Comments »

  1. Hvus jeg ikke husker helt forkert, så må du gerne kopiere dine cd’er og sælge (eller forære væk) originalen bagefter uden kopien bliver ulovlig. Så de kr. 1500 til cd-genanskaffelse af dine kasettebånd er hurtigt tjent ind, hvis du sælger cd’erne fra arkivet.

    Kommentar af Thor — 19. juni, 2009 @ 14:15

  2. Hej Andreas,

    Som du selv er inde på er der heldigvis nogen steder hvor det kan lade sig gøre at købe i fx FLAC-format. Et sted, som samtidig er lidt idealistisk i forhold til kunstnernes andel af kagen, og hvor du som forbruger i høj grad selv bestemmer hvad du har lyst til at betale for et værk (her musik), er http://magnatune.com.

    Jeg har rigtig gode erfaringer med stedet, og du kan ovenikøbet streame fra dem helt gratis (dog med indlagte voice-overs der reklamerer for sitets betalings-del).

    “Naturligvis” har de ikke alle de store med (endnu) – men det kan samtidig være en mulighed for at se sig omkring efter andre kunstnere inden for de genrer man ynder.

    – Allan

    Kommentar af Allan — 19. juni, 2009 @ 14:40

  3. Godt indlæg Andreas!
    Jeg var samme procedure igennem for både musik og film sidste år. Jeg nøjedes nu med MP3, da jeg alligevel ikke er fin nok til at høre forskel 😛
    Hvilke programmer brugte du, og har du nogle gode tips og tricks til at gøre det lettest, når læseren nu står med et par hundrede skiver, og skal igang selv? – Jeg brugte “abcde” fra FreeBSD ports, men der er sikkert mange andre smarte frie værktøjer til det?

    Kommentar af Lars Sommer — 19. juni, 2009 @ 17:15

  4. Tak for kommentarerne. Thor, du har ret i at, man gerne må sælge CDerne bagefter man har rippet dem. Det vides dog ikke om et planlag salg af samtlige CDer vil blive lovgivningsmæssigt set som en omgåelse at forbuddet mod digital kopiering udenfor egen hustand. Lad os sige at du har 500 CDer, dem ripper du og sælger videre. den næste gør det samme, måske via en hjemmeside der arrangerer den slags. Det er ikke altid nok at følge lovens bogstav….

    Udemærket Alan, Magnatune og andre er sikkert vejen frem, men hvordan er deres forhold til tvangslicensorganisationer så som KODA? For mig at se hænger det ikke rigtigt sammen. Vil man kunne lave en tilsvarende dansk site uden af KODA rippede en, så de etablerede musikere (af pladeindustrien) snupper kagen?

    Og Lars, af værktøjer brugte jeg KDE programmet soundkonverter. Ikke særligt fantastisk, men dog en frontend der kan løfte opgaven.

    Kommentar af andreas — 20. juni, 2009 @ 15:30

  5. […] er kommet til at høre mine gamle CDer en hel del mere efter, at jeg har fået dem rippet op lagt på harddisken. Jeg afspiller dem fra mit Logitech Squeezebox system. Det var dog ikke alt, […]

    Pingback af Andreas Bach Aaen » Få styr på din musiksamling — 28. januar, 2011 @ 8:02

RSS feed for comments on this post. TrackBack URL

Leave a comment

Powered by WordPress