Andreas Bach Aaen Innovation og Open Source

Tilbage i 1990’erne havde man drømmen om microbetalinger. Om hvor forjættende og fantastisk det kunne være. Set ud fra et softwareperspektiv, der fantes der i PC-verdenen freeware og shareware foruden de piratkopier der drev væksten. Det var freewarens skyld, at jeg skiftede min hjemmecomputer en Amstrad CPC664 ud med PCen. Der fantes fantastiske programmer så som Fractint, som man måtte kopiere og benytte helt gratis uden nogen modydelse. Shareware var også udbredt. Det var typiske programmmer, der havde reduceret funktionalitet eller som kun virkede i en kortere periode med mindre man betalte et mindre beløb og købte lov til at bruge programmet til een computer. Shareware var ret demokratisk, da det ofte var enkelt programmører der havde lavet dem og ikke store firmaer, men der var barrierer for at overføre penge mellem privatpersoner på tværs af kloden. Microbetalinger ville være fantastiske at have var tankegangen dengang.

I 1994 installerede jeg Linux på min PC og faldt pladask for ideologien bag som sidenhen fik navnet Open Source. Det lægger op til en benhård konkurrence, hvor man ikke kan snyde på vægten, da man spiller med åbne kort. Der har siden dangang og til i dag været en voldsom vækst af programmer af stigende kvalitet. Der findes utroligt meget Open Source skrammel, men det bliver effektivt sorteret fra via distributionerne, der kan betragtes som en slags greatest hits af de mange Open Source programmer, der findes. Man kan prøve det hele af ganske gratis og tilmed vedblive med at bruge det så længe man lyster uden, at tage penge op af lommen. Der er stadig utroligt megen økonomi i Open Source. Større og større mængder produceret af programmører, der er betalt for det. Der er simplethen meget god business i at lave udviddelser til eksisterende Open Source programmer, der kan understøtte enkelte firmaers egne behov. Der er ikke en men mange forretningsmodeller i sving. Fakta er at Open Source i høj grad bliver lavet af programmører, der bliver betalt for det og at slutbrugerne får en god kvalitet uden at tage pungen op af lommen.

I dag har smartphones og tablets taget føringen rent udviklingsmæssigt fra PCerne. Programmer hedder nu apps, og er noget man køber via microbetalinger i app-stores. Det kunne umiddelbart lyde som en tilbagevenden til shareware tiden, men nu med en langt bedre infrastruktur via microbetalingerne i app-butikkerne. Sådan er min erfaring dog ikke. Jeg er led og ked af app-stores. De er fyldte med det argeste skrammel. Der er alt for mange lykkeridere, der har lavet en lille dum applikation og nu vil have 7 kroner for den eller endnu værre giver den “gratis” væk hvor du som modydelse bliver spammet med skod-reklamer. Kvaliteten er simplethen ikke på niveau med det som jeg har oplevet i Open Source verdenen. Seneste skandale har været sagen om Antivirus Security appen, der ikke lavede noget som helst andet en at sætte et flueben ved sikker, samt indkassere et stort antal microbetalinger. Dette er selvfølgelig bedrageri, men der er ufattelig mange småsvindlere, som lover mere end de kan holde – og hvor meget gider man klage over 7 kroner?

Der findes alternative Appstores. En af dem er F-droid. Dette er en butik, hvor man kun kan hente Free and Open Source (FOSS) applikationer. Der er ingen tvivl jeg vil kigge mere i den retning – og så undvære en del ting indtil de opstår på grund af et voksende behov og en kritisk masse af folk med evner til at lave det. For mig at se vandt Open Source konceptet klart over shareware modellen. Nu starter det lange seje træk med at få Open Source op i gear på applikationsfronten på smartphones og tablets. Det bliver bare ikke med Googles gode vilje, for de tjener kassen på de fordømte reklamer og kommission ved hver eneste betaling i deres butik. Hvor meget kan de lige tjene i en butik med ene gratis varer og ingen reklamer?

På den ene side kan man undre sig over, at myndigheder ønsker at blande sig i hvilke oplysninger private firmaer som Google og Facebook gemmer af oplysinger om deres brugere. Det står jo en frit for at vælge om man vil benytte disse firmaers tjenester – og dog. Når først udbreddelsen er voldsom nok, så kan det være problematisk ikke at være med, også selv om man ikke er begejstret for hvad de gør ved ens personlige oplysninger. Det er jo ikke sikkert det er sjovt at være den teenager, der som den eneste i klassen ikke er på Facebook. Så der børs stilles krav, og i særdeleshed diskuteres offentligt, hvad der er rimeligt og hvad der ikke er.

I den danske andedam, har FDB lanceret en nyt medlemskort kaldet CoopPlus. Den væsenligste nyhed er, at de i modsætning til deres gamle medlemskort, nu vil gemme alle kasseboner i 5 år. Med medlemsnummeret som nøgle, vil de lave indkøbsprofiler og lave tilrettet markedsføring. FDBgiver i deres materiale et eksempel på hvad de vil gøre med dataene. Man kan f.eks. blive kategoriseret under indkøbsprofilen “ung børnefamile med blebørn”. Men med alle indkøbsdata samlet hen over 5 år, så kan der ret sikkert laves mere rafinerede kategorier end “ungbørnefamile med blebørn”. Hvad med kategorien: “slikhungrende enlig med mindst 3 fejlslagne slankekure bag sig?” eller “bøf, bearnaise, masser af rødvin, sommerhus i norsjælland og et stort forbrug af håndkøbsmedicin”. Der er nærmest uanede muligheder med 5 års bon-data, der endda kan samles pr. husstand fordelt over flere kort. Bare det at have adresserne på deres kunder og så kunne parre det med bonnerne, det er guld værd for FDB. Det er jo bare at plotte det ind på Google maps, hvem der købte bøfferne i denne uge. Blev hele butikkens lokaldistrikt ramt, eller var der ikke nok tilbud til det i vestlige gettohjørne af distriktet?

I følge dr.dk, så er forbrugerrådet skeptisk, men der er ingen tvivl om, at folk er mere villige til at handle med deres personlige data, end de var for omkring 20 år tilbage, da lancerede deres plastic medlemskort og højt og helligt lovede, at det ikke ville bruges til f.eks. personlig markedsføring. Jer er ikke en gang sikker på, at de ville kæde bonnerne sammen. Tiden er en anden nu. Selv hvis man går ind til byttehandlen med åben pande, så kan der da komme overraskelser. Jeg har gennem tiden købt en del på Amazon. For at spare lidt på portoen, så købte jeg også en havebog om roser for en lidt længere ude i familien. Det var noget nær umuligt at fortælle Amazon, at jeg overhovedet ikke var interesseret i at høre et eneste ord mere om havebøger og roser. Der er unægteligt forskel på om din lokale boghandler kender dig og dine vaner eller om de kan læses ud af en stor database uden menneskelig reflektion. Det værste er klart ricikoen for misbrug af de opsamlede data.

Hvad gør man ikke for en mulig million? Jeg har i lang tid været medlem af FDB. Min kone har også. Det har været helt fint i gennem årene, at få 4% rabat her og der og så få dem udbetalt en gang om året på en check. Det skulle give en tilknytning til butikken, så man samler sine indkøb der og dermed får en større bonuscheck til næste år. Sådan gik det nu ikke. Vi benyttede hver i sær FDBs butikker så lidt, at beløbene hver i sær var for små til at blive udbetalt. Min kort blev desuden ret slidt, så stregkodelæseren ikke længere kunne læse stregkoden. Et nyt kort kostede 50 kroner, så jeg fandt i stedet ud af at bruge det udemærkede Open Source-program kbarcode. Indtast stregkoden og skriv den ud på printeren. Fat saksen og noget tape, og nu er kortet igen anvendeligt. Samtidigt kom jeg vist til at benytte min kones stregkode, så vi kunne samle vores bonusopsparing.

I dag bliver man i COOPs butikker ikke spurgt om medlemskort længere. Det er heller ikke specielt attraktivt. En gang om måneden udtrækkes een person i hele landet, som har haft sin kort forbi stregkodelæseren i en COOP butik. Hvad jeg ikke har kunnet finde frem til er hvilken værdi det mon har for COOP at kunne sammenkøre forskellige boner. Det må give et ret godt billede af det samlede køb den enkelte har hos COOP. Er der varekategorier, som mangler i det samlede køb? tjenes der nok på den enkelte kunde? Måske rimeligt nok at vide for en butiksejer, men medlemskortet giver også mulighed for at kunne registrere alle ens varekøb personhenførtbart. Det er slet ikke givet at COOP gør det, men teknisk er der intet til hinter for at vide hvornår du sidst købte skelshampoo, kondomer eller skrabelodder.

Datamining giver mig altid lyst til, at fuske med tallene. Hvis jeg for en sjælden gangs skyld giver, at svare på en holdningsundersøgelse, så svarer jeg bevidst forkert og i yderkategorierne for at få mest mulig indflydelse. I FDB/COOPs tilfælde, så ville det være fedt , hvis det så ud som om jeg købte ind overalt i landet på samme tid. Så det står jer frit for at bruge medlemsnummeret 2905337410004. Så fat kbarcode og print ud. Synes du i øvrigt, at mit kort ser lidt slidt ud? Jo det er skam stadig i brug.

Det har i en årrække været et af de mest udbredte frynsegoder, at have fri telefon eller internetopkobling. Arbejdsgiverne har dermed signaleret, at de ønsker, at man tager arbejdet med hjem i lighed med at folk også har taget mere privatliv med på arbejde i form af benyttelse af sociale tjeneser så som Facebook. Den frivillige afgivelse af private oplysninger via Facebook har folk selv magt over, men arbejdsgiverbetalt telefoni kan være problematisk. Hvad skal arbejdgiveren med din specificerede telefonregning? Pludselig er telefonregningen ekstra stor – og er det så fordi du har snakket eksta meget med firmaets kunder eller kom du privat lige til at give 100 kr til velgørende organisation via telefonen? Egentlig ligemeget for det er kun et spørgsmål om penge. Værre er det, at firmaet kan følge med I hvem du har snakket med. Er du ved at søge job hos konkurrenten?

Fedt at det ikke længere er økonomisk attraktivt, at få hudflettet arbejdstelefonen med den private. Køb dit eget abonnement til privaten og spar penge.

For firmabetalte internetopkoblinger er det også en glæde at se frem til multimedieskatten. I praksis har firmabetalte internetopkoblinger været med til at dæmpe konkurrencen på markedet. Firmaerne har stort set kun købt internetopkoblinger gennem firmaer, der har kunnet levere landsdækkende. Hermed har de kunnet få een samlet regning og de bedste samlerabatter. Lokale leverandører har været holdt udenfor. Så det har været stort set umuligt at få firmabetalt bredbånd fra antenneforeningen eller elselskabets lysleder, da firmaerne jo ikke har kunnet give dette gode tilbud til alle medarbejdere, da de ikke alle bor i det lokale forsyningsområde.

Det var derfor en trist da i juni, da Fullrate stolt annoncerede at de nu var landsdækkende. Det betød, at de for den resterende del af landet blot gensælger en TDC løsning. Prisen holder de fast på landsplan. Hermed bliver det TDCs løsning og engrospris, der bliver laveste fællesnævner. Der er ingen motivation for Fullrate til at investere i bedre teknik end TDC kan levere i randområderne.

Nuvel der er også ugennemtækte facetter af multimedieskatten. Der er ingen god grund til at beskatte, at du har taget firmaets bærbare PC med hjem til din egenbetalte internetopkobling for at lave lidt arbejde hjemmefra. Du har måske endda forbud mod at bruge PCen til nogetsomhelst, der ikke er arbejdsrelateret pga. firmaets IT-sikkerhedspolitik. Dette kan der selvfølgelig findes en løsning på for forligteksten er endnu ikke blevet til et konkret lovforslag.

Super er det, at flere vil få kontrollen af den private telefon  hjem i privaten hvor den hører til og ikke på chefens skrivebord. En mere fair konkurrence på internetopkoblinger er bestemt heller ikke af vejen.

Lige som mange jobs indebærer, at man har en privat bil, så vil mange jobs fremover forvente, at man har en privat internetopkobling.