Så kom tiden til at få lavet desktoppen lydløs. Jeg har købt mig en HP t5735. Det er en tynd klient og normalt ikke noget private køber, men de er ganske almindelige i større organisationer. Det specielle ved denne tynde klient er, at der er preinstalleret med Debian 4.0. Det giver en vis sikkerhed for at hardwaren er nogenlunde supporteret under Linux. For rigtigt gættet, nej jeg vil som sædvanligt ikke blot køre med standard softwaren på dette stykke hardware. Maskinen er nemlig kraftig nok til at fungere som en tyk klient frem for en tynd. En 64 bits AMD 2100+ Sempron processor, der kører ved 1GHz. Prisen for den tynde klient var omkring 2900 kr. Havde man valgt en notebook i samme prisklasse, så som Zepto 3215W, så havde man ikke fået en lydløs computer. Man havde fået en processor, der typisk ville brænde omkring 30W af frem for de 9W, som AMD Sempron 2100+ vil brænde af. Passiv køling er med de 9W en reel mulighed.
Det eneste der mangler en en lydløs disk, men plads til et fuldt operativsystem. Her har jeg lagt ud med en 4GB USB-disk. Det er bare at stoppe den i en af de 8 USB2 huller, der er i maskinen. Faktisk er 2 af dem inde i maskinen, så man kan få indbygget “harddisken” hvis man har lyst. Jeg har fået lagt en debian unstable med Gnome desktop environment ind på usb-disken – og det fylder den 95% op. Så mon ikke 8GB er det jeg bør gå efter snarest. 4GB usb-sticken var blot en jeg havde liggende.
Om ikke andet så har jeg fået bekræftiget, at der kan opnås en ganske acceptabel hastighed ved at installere OSet på en USB-stick. Hjemmekatalogerne har jeg valgt at nfs-mounte fra min mini NAS-server. Så her har jeg masser af plads til at boltre mig. Det er ganske fantastisk at have en lydløs PC. Ikke noget med blæser eller harddiskstøj til at ødelægge en stille aften, når børnene er lagt i seng. Sikke mange andre – og noget svarere lyde man så lægger mærke til. Min fladskærm den larmer. Baggrundsbelysningen kommer med en summende lyd afhængig af hvordan intensiteten og kontrasten indstilles. Nu var jeg ellers lige blevet så glad for min nye Samsung LCD-skærm. Nå men på dette punkt, så er der vist kun at vente på at OLED teknologien bliver moden og billig, så man kan slippe for baggrundsbelysning af skærmen.