Tilbage i 1990’erne havde man drømmen om microbetalinger. Om hvor forjættende og fantastisk det kunne være. Set ud fra et softwareperspektiv, der fantes der i PC-verdenen freeware og shareware foruden de piratkopier der drev væksten. Det var freewarens skyld, at jeg skiftede min hjemmecomputer en Amstrad CPC664 ud med PCen. Der fantes fantastiske programmer så som Fractint, som man måtte kopiere og benytte helt gratis uden nogen modydelse. Shareware var også udbredt. Det var typiske programmmer, der havde reduceret funktionalitet eller som kun virkede i en kortere periode med mindre man betalte et mindre beløb og købte lov til at bruge programmet til een computer. Shareware var ret demokratisk, da det ofte var enkelt programmører der havde lavet dem og ikke store firmaer, men der var barrierer for at overføre penge mellem privatpersoner på tværs af kloden. Microbetalinger ville være fantastiske at have var tankegangen dengang.
I 1994 installerede jeg Linux på min PC og faldt pladask for ideologien bag som sidenhen fik navnet Open Source. Det lægger op til en benhård konkurrence, hvor man ikke kan snyde på vægten, da man spiller med åbne kort. Der har siden dangang og til i dag været en voldsom vækst af programmer af stigende kvalitet. Der findes utroligt meget Open Source skrammel, men det bliver effektivt sorteret fra via distributionerne, der kan betragtes som en slags greatest hits af de mange Open Source programmer, der findes. Man kan prøve det hele af ganske gratis og tilmed vedblive med at bruge det så længe man lyster uden, at tage penge op af lommen. Der er stadig utroligt megen økonomi i Open Source. Større og større mængder produceret af programmører, der er betalt for det. Der er simplethen meget god business i at lave udviddelser til eksisterende Open Source programmer, der kan understøtte enkelte firmaers egne behov. Der er ikke en men mange forretningsmodeller i sving. Fakta er at Open Source i høj grad bliver lavet af programmører, der bliver betalt for det og at slutbrugerne får en god kvalitet uden at tage pungen op af lommen.
I dag har smartphones og tablets taget føringen rent udviklingsmæssigt fra PCerne. Programmer hedder nu apps, og er noget man køber via microbetalinger i app-stores. Det kunne umiddelbart lyde som en tilbagevenden til shareware tiden, men nu med en langt bedre infrastruktur via microbetalingerne i app-butikkerne. Sådan er min erfaring dog ikke. Jeg er led og ked af app-stores. De er fyldte med det argeste skrammel. Der er alt for mange lykkeridere, der har lavet en lille dum applikation og nu vil have 7 kroner for den eller endnu værre giver den “gratis” væk hvor du som modydelse bliver spammet med skod-reklamer. Kvaliteten er simplethen ikke på niveau med det som jeg har oplevet i Open Source verdenen. Seneste skandale har været sagen om Antivirus Security appen, der ikke lavede noget som helst andet en at sætte et flueben ved sikker, samt indkassere et stort antal microbetalinger. Dette er selvfølgelig bedrageri, men der er ufattelig mange småsvindlere, som lover mere end de kan holde – og hvor meget gider man klage over 7 kroner?
Der findes alternative Appstores. En af dem er F-droid. Dette er en butik, hvor man kun kan hente Free and Open Source (FOSS) applikationer. Der er ingen tvivl jeg vil kigge mere i den retning – og så undvære en del ting indtil de opstår på grund af et voksende behov og en kritisk masse af folk med evner til at lave det. For mig at se vandt Open Source konceptet klart over shareware modellen. Nu starter det lange seje træk med at få Open Source op i gear på applikationsfronten på smartphones og tablets. Det bliver bare ikke med Googles gode vilje, for de tjener kassen på de fordømte reklamer og kommission ved hver eneste betaling i deres butik. Hvor meget kan de lige tjene i en butik med ene gratis varer og ingen reklamer?
