Andreas Bach Aaen Innovation og Open Source

Det har været en ide længe. Men for et par weekender siden blev den udført. Hvorfor dog sidde lørdag aften og glo på fjernsyn, når man kan hygge sig med lidt håndværk på værkstedet. Dejligt afstressende. For en del år siden fældede vi et stort fyrretræ, der stjal udsigten og desuden stod så tæt på skel, at vi fik en glad nabo, da vi fjernede det. Ja faktisk så gav han selv en hånd med, så det kunne komme væk inden vi fortrød det. Helt væk kom træet dog ikke. Vi lod en stub stå tilbage, som stadig er kraftig nok til at hænge den ene ende af hængekøjen op i. Men et lille minde om, at her kunne man tidligere finde store flotte fyrretræskogler. Hvad ville være mere passende end en lille egern til at markede dette? Men hvordan laver man lige et egern? Helt nemt er det ikke at tegne. Det nu afdøde Open Source projekt Sodipodi, havde et egern som logo. Måske kunne jeg bruge det? Logoet er under GPL-licens, men forlaget er åbenbart fra en native-american kunstkalender. Så den tegning jeg byggede mit kunstværk videre på har selv snuppet motivet fra en kunstner, der bestemt ikke har tænkt i ophavsretlige baner. GPL eller ej, mit kustværk et i alt fald til fri inspiration.

Det kan ikke undre, at det er de mindre selskaber i pladebranchen, der har bedst føling med deres kunder. Danske Dacapo Records, har succes med at sælge DRM frie versioner af dansk klasisk musik. Numrene kan købes enkeltvis, i albums og forskellige formater. Der er endda mulighed for at købe en del af numrene i 24 bit 88kHz eller 96kHz indpakket i flac, altså langt bedre end CD-kvalitet. Dette koster ekstra. Fair nok forretningsmodel. Der er ingen DRM låse på musikken – og der gives lov til at bruge op til 5 kopier inden for egen husstand. En lidt besynderlig begrænsning. Hvorfor ikke fri kopiering inden for egen husstand? Håndhæves, det kan det jo alligevel ikke.

Jeg valgte at lave et enkelt prøvekøb. Så hvad var mere oplagt at lægge øre til, end Jacob Gades Tango Jalusi. Netop dette nummer har for alvor været igennem ophavsretsmøllen. Jacob Gade solgte tidligt sine rettigheder til nummeret. Sidenhen har forlaget, der købte rettighederne været begunstiget af, at ophavsretten i 1995 blev forlænget til 70 år efter kunstneres død. Resten af verden har så mistet, at værket blev frit og dermed kunne bruges og udgives på andre måder end forlaget gennem de sidste mange mange år har dikteret.

Jacob Gade solgte ikke alle rettigheder til et forlag. Noderettighederne blev solgt til et andet forlag. Rettet til musikken blev på forhånd solgt til et forlag men han udgav det alligevel på sit eget forlag. Det gav selvfølgelig gnister – og en aftale blev forhandlet på plads. Den fordelingsnøgle man blev enige om 1925 og reviderede i 1946 endte i en højesteretssag i 2002 efter, at rettighederne gennem mere end 75 år er blevet handlet i flere omgange mellem forlag der er solgt eller fusionerede. Generelt kan man sige, at det er det rene vanvid, at man vil fastlåse rettigheder i så lang en periode. 70 år efter kunstneres død – giver ikke mange muligheder for, at trække folk ind, der kan huske ånden i den ordlyd en skriftlig aftale indebar. Med andre ord, det er svært, at lave aftaler der er holdbare i 100 år. Så hvorfor gøre det?

Jacob Gade ville næppe få mere eller mindre for salget af sin musik i samtiden hvad enten rettighederne kan udnyttes af forlaget i 30 eller 70 år efter hans død. Det er altså ikke for kunstneres skyld at ophavsretten er så frygtelig lang.

Tilbage til min egen musik oplevelse. Den indspilning af Tango Jalusi, som jeg købte en kopi af, fik jeg leveret i  24bit 96 kHz flac format. Det er det bestemt ikke alt udstyr der kan afspille, så man skal nok selv downsample det til de fleste afspillere. Jeg afprøvede det i fuld bitrate på min lille Sumoh digital forstærker TinyAmp S30 koblet til min Logitech Squeezebox Touch og et par ældre B&W højtalere. Fin fin lyd. Min jeg er ikke audiofil nok til, at kunne høre forskel på denne høje kvalitet og CD-kvalitet. Klart bedre end mp3 kvalitet og anden lav bitrate musik man bliver spist af med hos streaming media udbydere. Den høje bitrate gør dog , at musikken ikke vil afspille uden host og hakken på mine tre Squeezebox afspillere samtidigt. Her skal jeg ned på CD-kvalitet for at få det til, at fungere optimalt.

Alt i alt et stort skridt i den rigtige retning, at man kan købe musik DRM-frit online. Abonnementer til streaming media vil ikke være den eneste fornuftige forretningsmetode i den intenettidsalder vi lever i. Der er plads til flere forretningsmodeller – og udviklingen af disse sker selvsagt ikke hos de store mastodonter, de vil hellere presse politikerne til endnu en forlængelse af ophavsrettighederne. De danske sangskrive og komponister er ikke enige i det fornuftige i det. De mener at man skal give til de levende.