Andreas Bach Aaen Innovation og Open Source

8. august, 2011

Lego Loop Sorter

Filed under: hardware,ideer,lego,linux — andreas @ 8:00

 

I mit professionelle arbejde, arbejder vi med store maskiner. Vi bygger sorteringsanlæg. Kæmpe store fabriksinstallationer med masser af automatisering. Det er dyre anlæg til mange millioner kroner. Oftest arbejder vi med virtuelle simulatorer under udvikling og test. Det er hurtigere og billigere. Ind i mellem er det dog godt at arbejde med et rigtigt anlæg – for at få den rigtige mekanikforståelse af hvad det er for et problem vi er ved at løse i software. Da jeg i julegave sidste år fik et Lego Mindstorms sæt, så fik jeg hurtigt tanken, at jeg ville bygge mig mit eget  sorteringsanlæg. En fysisk fungerende model hjemme på skrivebordet, der vil kunne demonstrere nogle af de basale teknikker, der bliver brugt i et fuldskala sorteringsanlæg. Altså en miniudgave til nogle få tusinde kroner, frem for en fabriksmodel til mange millioner, der fylder en hel fabrikshal.

Modellen kan indføre duplo klodser på ledige vogne. Ultralydsdetektoren fungerer som en tomvognsdetektor. Det vil sige, at der kun indføres duploklodser på vogne, hvor man kan se, der er tomme og ikke på vogne, som man regner med er tomme forbi vognen netop har læsset en klods af i afkastet. Det er en slags verifikation. Det detekterer fejl, hvor en duploklods nægter at glide af en  vogn, når den læsser af, eller hvis en klods er gledet fra en vogn til en anden.

Lysdetektoren bruges til flere ting. Den ser om der er klodser på transportbåndet, så klodserne kan positioneres klar til indføring på sorteringstoget. Dernæst ser den hvilken farve klodsen har. Trykknapperne får et tryk hver gang en vogn passerer, så tomvognsdetektoren, indføringen og afkastet ved hvilken vogn der passerer. Samtidigt måles hastigheden af toget, så timingen af indføringen kan fintunes. En af motorerne benyttes som omdrejningstæller, der bruges til at vælge hvilke farver klodser, der skal læses af i afkastet. Alle farver, ingen farver, eller strejfere (klodser der ikke er korrekt indført) kan også vælges.

Fuldskala sorteringsanlæg har selvfølgelig mange afkast og også flere indføringer, så her skal der tages valg for hvert afkast. Der vil være stregkodelæsere og måske en vægt i stedet for en farveaflæser. Tomvognsdetektoren kan være videobaseret, men principperne er de samme. Principper, der altså kan demonstreres fysisk på et skrivebord.

3. august, 2011

Lego Mindstorms og Linux

Filed under: hardware,lego,linux — andreas @ 8:00

Min kone kender mig for godt. Jeg er meget tidligt blevet bidt af en gal Legoklods. Det har været min favoritlegetøj helt indtil hjemmecomputeren blev opfundet og flyttede ind i mit teenageværelse. Så nu da alle børnene skulle have Lego i julegave, så skulle jeg også. Det blev til en kasse med Lego Mindstorms.

Det var en perfekt anledning til, at tage mit gamle tekniklego ud af skabet og få det mellem fingrene igen. Det tekniklego, der følger med Mindstormssættet er dog blevet redesignet siden jeg var lille, så stængerne ikke længere har knopper. En del nye sammenkoblingsklodser er kommet til, så rent konstruktionsmæssigt er det en noget anderledes oplevelse at lege med dagens tekniklego. Der er lidt mere Meccado eller Briomek over det.

Softwaren der følger med Lego Mindstormssættet er kun til Microsoft Windows, så ud med den. Der er endda kun konstruktionstegninger på papir til en meget simpel robot med hjul. De mere advancerede modeller, så som den gående robot, der pryder forsiden af æsken, dem finder man kun elektronisk og kun til Microsoft Windows. Nå pyt med det, det er alligevel sjovere at bygge selv.

Men hvad skal man programmere i? Man kan vælge, at bruge Legos eget sprog. Simpelt, men nok mere begrænset end ladder-diagrammer til PLC-programmering. Så er der Open Source alternativerne. Her kan man vælge imellem java programmering og næsten-C programmering. Her valgte jeg NXC (Not eXactly C), da det er det simpleste og ikke krævede flash af firmwaren for at komme i gang. NXC er  frigivet under Mozilla Public License (MPL) og findes prekompileret til Linux, Mac og Microsoft Windows.

Til NXC er der en udemærket tutorial og en ret uoverskuelig userguide, der bærer præg af at være autogenereret med doxygen ud fra kildekoden. Svagheden er nok især, at der mangler en masse sigende eksempler på brugen af de mange funktioner. Så start med tutorialen og kig en ekstra gang om fuktionalitet ikke er beskrevet her inden du giver dig til at lede i userguiden.

NXC giver mulighed for trådprogrammering og brug af semaforer. Man kan sige, at det er komplekst, men i en shared memory model, da er det nødvendigt for at kunne lave parallelprogrammering. Alternativt kunne det være interesant at køre et Occam eller Erlang inspireret sprog til Lego Mindstorms. Message parsing er for mig at se en mere intuitiv og nemmere model at håndtere parallelisme i end shared memory.

18. februar, 2010

1.2GHz arm server i drift

Filed under: hardware,linux — andreas @ 21:57

Rackskab - nu med gigahertz arm NAS

Hvor er det en fornøjelse. Endelig fik jeg min Buffalo Linkstation LS-XHL i drift. Jeg demoede den i efteråret til Open Source Community Day, hvor man kunne se, at den godt kunne trække både Mythtv og en squeezebox server. Jeg havde dog snydt lidt blot lagt min gamle debian NAS installation ind i et underkatalog og så lavet en chroot til dette underkatalog, mounted /proc og så ellers starte de ekstra services. Dette virker fint men har en række fordele og ulemper. Man kan fortsætte med at benytte NAS’en som den er tænkt af fabrikanten og så blot lege med sine egne programmer i et hjørne. Den største ulemper er nok, at man er bundet til en bestemt Linuxkerne. Jeg ville kunne benytte en nyere og bygge de kernemoduler, der gør det muligt, at benytte sjove USB-dimser så som en DVB-T tuner. Fordelen ved at beholde den medleverede kerne er, at det er nemmere at få aflæst powerkanppen og få blæserstyringen til at fungere.

Det var stort set lige ud af landevejen at bygge en 2.6.32 Linuxkerne til NAS-boksen.Ingridienserne er en vanilla 2.6.32 kerne og en mindre LS-XHL platformspatch fundet her. Dertil skal man selvfølgelig have en arm krydscompiler installeret. Her benyttede jeg den så lå i Marvells udviklingskit til SheevaPlugen, der jo benytter samme chipsæt.

Det absolut mest bøvlede var, at der ikke er seriel kontakt med uboot bootloaderen. Hermed, skal alt klappe og virke, man kan først få kontakt med sin NAS når systemer er bootet så langt op at netværket er oppe at køre. Meget kan gå galt inden da. Så skift kun een komponent ud af gangen og start med en kørende opstilling. Så den nye kerne kunne fint køre med det originale rodfilsystem leveret af Buffalo.

Jeg valgte at lave en noget anderledes partitionering end den oprindelige. Et par ting er vigtige at huske her. Da jeg ikke piller ved uboot, som ligger i flash, så er bootparametrene faste: “  console=ttyS0,115200 root=/dev/sda2 rw initrd=0x00800040,32M panic=5 BOOTVER=0.08”. Lad dig ikke snyde af at der tilsyneladende er seriel support. Alt er på plads på softwaresiden, det er blot på hardwaresiden, at der lige er klippet et par komponenter ud i forbrugerversionen frem for udviklerversionen af NAS-hardwaren. Så initrd og kerne skal ligge på partition 1, som skal være ext3 formateret. Navnene er: uImage.buffalo og initrd.buffalo. Partition 2 skal være rodpartitionen – med mindre man laver sjove julelege i initrd’en. Det er vigtigt at man ved formatering af ext3 filsystemet på partition 1 husker at bruge option “-I 128” til mkfs.ext3. Ellers kan uboot i flashromen ikke læse kernen og initrd’en.

Oprettelse af rodfilsystem laves med debootstrap. Jeg gjorde det nemt for mig selv og lavede det natively på en af mine gamle ARM baserede NASer. Krydsinstallation kan godt være noget vanskelig, så det sprang jeg over. Så skal der tilrettes nogle få filer og netværket sættes op. Kogebogsopskriften fandt jeg her. Men ak, der var noget der drillede. Og hvert mislykket forsøg kræver, at disken afmonteres og sættes over i et sata til usb interface på en anden PC. Det viste sig, at min bootsekevens kom til at hænge i /etc/rcS.d/S06checkroot.sh. Hvis jeg rettede i scriptet og tvang rootcheck=no, så kørte alt på skinner. For at kunne komme frem til dette, så lavede jeg mig en “console”, der skrev til disk under opstart. Jeg rettede i /lib/lsb/init-functions og pipede alle echo kommandoer over i /tmp/snydekonsol.Hermed fik jeg et spor på disken, som kunne bruges til næste boot forsøg.

Nå men det lykkedes at få installeret en debian unstable med en 2.6.32.4 kerne på Buffalo Linkstaion LS-XHL maskinen.  Så kom de mange glædelige overraskelser. Jeg have forkælet mig med en DVB-T USB tuner. Jeg valgte en Asus Mycinema-U3100/mini DVBT. Skuffelsen var stor da jeg fik den tilsendt og fik modellen, som hed plus til efternavn. Modellen uden plus skulle virke på Linux Asus EEE uden kvaler, den anden nævnte det overhovedet ikke på produkthjemmesiden. Heldigvis var hardwaren identisk. Der var blot en ekstra USB-dims med et IR-øje og en elendig fjernbetjening med. Det virkede med Linux lige ud af boksen. Den næste gode overraskelse var, at den også virkede under ARM linux. På min gamle buffalo NAS kørte jeg en 2.6.25 kerne, og der krævede det et hack i usb-delen af kernen at lokke data ud af DVB-T enheder. Så den fejl er fikset i mellemtiden. Asus DVB-T enheden har heller ikke den samme irriterende firmware bug som min gamle TakeMS DVB-T enhed havede. Den holdt i praksis op med at virke efter et par dage. Kun en kold reboot fik den på bedre tanker. Så den er fin til at tage med laptopen på farten med ikke i en fast serveropstilling.

Som kom tiden til softwareopdaterinerne. Squeezebox serverne havde tidligere været ret bøvlet at installere fordi, de kløjs rundt i hvilke versioner den krævede af en række Perl CPAN moduler. Men her havde Logitech oppet sig. En deb fil hentet direkte fra Logitechs Squeezeboxhjemmeside og så var den hjemme. Install med dpkg -i og så en efterfølgende apt-get install -f for at sikre afhængighederne. Nemt.

Mythtv installerede jeg i version 0.22, hvor jeg tidligere havde kørt 0.21. Det gav lidt knas, men ikke noget som 1000 andre ikke var faldet i før mig. Jeg installerede også mythweb, da jeg nu har en NAS-server med hele 256MB ram og ikke sølle 128 MB som jeg tidligere har måttet nøjes med. Ingen problemer med at trække dette også. Lækkert.

Og så endnu en god overraskelse. Jeg havde indtil nu kørt ATA over Ethernet (AoE) på min en gamle sløve NAS og alle de andre sjove services på NAS nummer 2. Min LS-XHL havde ingen problemer med at trække begge dele. Og faktisk så kan man virkeligt mærke at AoE er hurtigere pga. den hurtigere CPU NAS-serveren har.

Alt i alt så har jeg skiftet to servere ud med en ny, hurtigere og billigere. Det er ganske meget server man kan få for 1500 kr.

nas og nas2

De to gamle servere er nu kommet på pension. de har kostet omkring 4000 kr i indkøb. Men så var det jo også med en 500GB disk i hver og 400 MHz ARM processorer.

25. oktober, 2009

Open Source Community Day 2009

Filed under: hardware,linux — andreas @ 23:13

Andreas demonstrerer billig NAS ved OSCD2009

Tak til det hårdt arbejdende coord-hold for en velarrangeret græsrodsdag. Selv fik jeg fornøjelsen ved at holde et fordrag med titlen “Billig NAS misbrugt til server”. Jeg har for et par uger siden købt en Buffalo Linkstation LS-XHL, som i modsætning til de øvrige Buffalo NAS’er jeg har, er baseret på Marvells nye Kirkwood SoC’en frem for den gamle Feroceon serie. Det betyder 1,2 GHz frem for 400 MHz. Desuden har NAS’en 256 MB ram frem for de 128 MB ram, som jeg har været vant til at lege med. Desværre er der ikke seriel support umiddelbart tilgængeligt, så det hele bliver noget mere bøvlet. Det er dog billigt at få en 1,2 GHz maskine med 1 TB disk til under 1500 kr. Endda en maskine med et forholdsvist lavt strømforbrug. Slidesene fra foredraget er allerede tilgængelige på OSCD hjemmesiden.På billedet ovenfor er jeg i gang med at demonstrere Logitech Squeezeserver og fjernbetjeningen dertil, som i øvrigt også er ARM baseret og hackbar. Der er jo ganske imponerende, at der er en standard feature ved et forbrugerprodukt til de brede masser, at man kan slå ssh adgang til, så man kan logge ind og fjernbejene sin fjernbetjening. Tak til Kristian Vilmann, der medbragte rørforstærker og højtalere, så der kunne komme lidt lyd på demoen. Han var også fotografen, der fangede mig på billedet ovenfor.Video af sceancen skulle blive tilgængeligt inden for nogle uger.

Skulle man have lyst til at kaste sig over at hacke sin Buffalo Linkstation LS-XHL NAS, så check lige følgende side. Men måske er det dog en god ide, at lære lidt Japansk først. Eller alternativt bruge translate.google.com. Det engelskesprogede community omkring NAS’er findes her.Her er især meget guf, hvis man kaster sig over de ældre modeller.

1. september, 2009

usb raid

Filed under: hardware,linux — andreas @ 23:37

USB RAID

Det måtte jo afprøves. For at øge hastigheden på mit lydløse desktop system, så benytter jeg en usb-stick  til at holde /usr partitionen. Resten kører over netværket og AoE protokollen. Hvad nu hvis man benyttede et raid system af USB sticks? Så et kig i gemmerne og et mockup var muligt. Via Google fandt jeg en anden, der havde leget med usb raid tidligere. Jeg fulgte opskriften og lavede mig et raid 5 system med 4 usb sticks. Raid funktionaliteten fungerede fint. Ingen problemer med at køre videre på raidet selv om en af usb-sticksene hives ud. Rent hastighedsmæssigt, så var overførselshastigheden ca. 3-4 gange den langsomste i stick i raidet. Og der er stor hastighedsforskel mellem de forskellige sticks. Så hvis jeg vil vinde noget rent performancemæssigt, så skal jeg ud at have fat i nogle sticks der alle er lige så hurtige som den hurtigste i testopstillingen.

Efter et kort stykke tid med kørsel på raid-systemet crashede filsystemet. Det skulle repareres. Ingen af raid-enhederne var stået af. Problemet viste sig, at være at den ene usb-stick er ustabil. Jeg har haft påført den alt for mange skrivninger. USB sticks kan altså ikke klare at blive brugt til swap partition. Så USB sticks går altså typisk i stykker ved at der opstår læsefejl på sticken. Ikke noget med at hele disken fejler, som der muligvis er en større  risiko for ved klassiske harddiske. Skrivefejl på enkel-sektorer er dog heller ikke et ukendt fænomem på harddiske. Her kan man ofte benytte S.M.A.R.T. protokollen til tage højde for de kommende fejl. Desværre kender jeg ikke til USB-sticks, som understøtter S.M.A.R.T. selv om dette vil være en bedre løsning. Hermed er vi tilbage til, at det er filsystemet der crasher og ikke raid devicene. Så i praksis kunne jeg lige så godt køre med raid 0 frem for raid 5. Den øgede datasikkerhed opnås kun hvis det er hele diske der crasher.

12. juni, 2009

Linux og vellyd

Filed under: hardware,linux — andreas @ 0:57

logitech squeezebox receiver

For et par uger siden faldt jeg over et tilbud hos Elgiganten på Logitech Squeezebox Duet.Squeezebox er en serie af netværkmedieafspillere. De kan afspille lyd og ikke billeder, så det handler om internetradio, forskellige internet musikudbydere og ikke mindst ens egen lyd samling rippet fra f.eks. CD. Logitech har købt sig til denne produktserie. De foregående produkter blevet lavet og solgt under navnet Slimdevices. Logitech har dog kunnet tilføje en del – og et produkt som netop denne Squeezebox duet løsning virker klart som et produkt, der er blevet løftet af at blive købt ind i en stor koncern. Duet består af en afspillerenhed med kun en enkelt knap på fronten og så en fjernbetjening, der i teknik minder lidt om en forvokset mobiltelefon. Med fjernbetjeningen følger en laderstand, som Logitech lige burde sende en tur forbi ingeniørafdelingen igen efter turen i designlokalet. Med mindre man sætter noget i klemme bag til, så står fjernbetjeningen ikke lodret nok til at de to ladespyd får forbindelse. SUK. Det er simplethen en ommer. Men bortset fra dette, så er designet helt i orden. Indpakningen var også designet til at give indtryk at et kvalitetsprodukt.

Elgiganten havde dumpet prisen til 1700 kr. Jeg har snakket med en andet logitech distributør, som mente, at det var parallelimport. Bestemt ikke noget, der passede ham godt, at Elgiganten solgte til lavere priser end han kunne købe ind til hos Logitech. Specielt ikke når de havde svært ved at levere. Det var også hvad jeg oplevede. I den butik jeg valgte have de fået 4 styks hjem og de var solgt på under en time. Ikke særligt imponerende, når det var et tilbud, der skulle køre i 2 uger. Så jeg måtte bestille den hjem og vente et par uger på levering. Elgiganten har sikket lavere avancer end typiske HIFI butikker, som også fører Logitech Squeezebox serien. HIFI-klubben har ført dem og vil måske føre dem igen senere. Lige nu satser de på en af konkurrenterne nemlig Sonos. Det er et mere lukket system, som så givet vis er nemmere at få til at fungere for hr. og fru Jensen. Har man en lille smule IT kundskab, så vil jeg pege på Logitech. De to får nu ikke lov til at være alene på scenen, også Cisco/Linksys vil gerne være med. B&O har haft multirums systemer i masser af år, men det virker som om de er gået i selvsving over DRM og lukkethed. Logitech Squeezebox er temmelig åben via dens historie. Hele serverdelen er GPL licenseret og først og fremmest skrevet i perl.

Det meste af softwaren er Open Source og Linux er selvfølgelig understøttet også officielt. Her snakker vi ikke kun om x86 Linux, men Linux generelt. faktisk kræves der blot en nyere perl installeret. Så det lykkedes mig at få den tilhørende serversoftware installeret på min Buffalo Linkstation NAS, der kører Debian unstable på en arm arkitektur.Dog var det noget bøvlet at få alle perl modulerne i de rette versioner for debians pakkesystem går lidt på tværs af CPAN modulerne. Men med kildekoden i hånden kan meget lade sig gøre. Der findes dog andre NAS’er der er mere direkte supporteret.

logitech squeezebox controller

Også controlleren kører Linux. Man kan fra en undermenu slå ssh til, så man kan logge ind på den remote.Remoten er ikke overraskende baseret på en arm core. Den har 64 MB ram og NAND flash på 64MiB. Remoten kan også bruges til musikafspilning. Der er mulighed for at sætte SD-flash kort i den og dermed måske bruge den til bærbar musikafspiller – hvis ellers WIFI delen kan slået fra for at få batterilevetiden op. Det eneste der manger er en mikrofon, for i givet fald kunne den blive en fin WiFi SIP telefon. En simplel hardware-modifikation burde kunne klare det. Infrarød diode er der også, så den kan hackes til at være almindelig infrarød fjenbetjening til de fleste eksisternde analoge musikanlæg.
logitech squuzebox boom

Et par uger senere valgte Elgiganten så at køre tilbud på Logitech Squeezebox Boom, som jeg også puttede i kurven. Det korte af det lange er, at jeg nu har streamet musik i stuen og i køkkenet. Musikken kan synkroniseres, så samme musik kan høres i begge rum og en helhedsfornemmelse kan opnår når kan går fra det ene rum til det andet. Fjernstyring kan ske fra controlleren (fjernbetjening med WIFI og skærm) og fra Boom-boksen (gettoblaster udseende).
Boom-boksen har Peter Toft lovet at anmelde for noget tid siden på version2.dk, men det har vi vist til gode endnu. Jeg kan måske råde lidt bod på det her. Boom virker lige ud af boksen og jeg benytter den internet radio hvor jeg hører P1, P3, DR Hit og DR Oline – dog mindst P3, da det er anstrengende at høre på værter, der gør en dyd ud af at være uvidende. Som det kan ses af billedet, så ankommer Boom med en usædvanlig grim sort boks. Strømforsyninger kan altså laves langt mindre og pænere nu til dags. Den burde være indbygget. Menuerne er logisk opbyggede. Dog skal man lige vænne sig til, at den store runde knap ikke kun er til volumenkontrol. den er stor set til alt. 6 styks knapper til direkte valg af favoritter er også en super ide.

Alt i alt er det super fedt med en musikløsning til flere rum, der benytter standard systemer så som WiFi og på serversiden kun kræver perl.  Skønhedsfejlene er klart til at lave med især når man tænker på hvor meget mindre dette system koster end f.eks. et B&O system.

12. februar, 2009

ARM-baseret netbook på vej

Filed under: hardware,linux — andreas @ 9:00

Jeg skrev om tendensen i November. Nu er det blevet mere konkret. I januar 2008 blev blev Asus opsplittet i ASUS, Pegatron og Unihan. Pegatron skulle bland andet tage sig af komponenter til OEM-markedet. I Pegetron sidder der givetvis folk, der har været med til at udvikle ASUS eee. Nu har de i alt fald i samarbejde med Freescale lavet en ARM baseret netbook. De mangler blot at afsætte produktet til en OEM. Nå ja Freescale er halvlederfabrikanten, de blev udskilt fra Motorola i 2004. De er hører til i top 20 over halvlederfabrikanter. Processoren i netbooken er en i.MX515 system on chip, den er baseret på ARMs Cortex-A8 design. Et kig på Arms hjemmeside viser at følgende firmaer har licenseret Cortex-A8 chipdesignet: Broadcom, Freescale Semiconductor, Matsushita, Samsung Electronics, STMicroelectronics, Texas Instruments og PMC-Sierra. Der er altså lagt op til endnu hårdere konkurrence end på x86 markedet, hvor Intel, AMD og VIA konkurerer. Cortex-A8 designet er ikke så kraftfuldt som Intels Atom processor serie, men så er Cortex-A9, jo også på vej. Den kan det samme, men leveres også i multicore, så Intel skal ikke føle sig sikre.

Mon ikke der til sommer vil dukke flere arm-baserede netbooks op? Jeg ser i alt fald frem til at få en endnu lettere netbook pga. det mindre batteri og ikke mindst en netbook uden forstyrende blæser. Prisen skal selvsagt være lavere end x86 notebooks for at bryde isen og for ar kompensere for den knapt så kraftige processor. Startpris på 1500 kr ?

18. december, 2008

Åben julegaven

Filed under: hardware — andreas @ 7:00

digital fotoramme, front

Det er sæson for firmajulegaver. En af de mere populære i år er en digital fotoramme. Jeg har fået min og kunne ikke lade være med at åbne den. En 7″ touchskærm, USB og SD/MMC/MC card indgang.  Hvad kan dette ikke misbruges til? Er dimsen baseret på Linux? er den arm eller mips baseret?

digital fotoramme, bagside

Bagsiden råber højt og larmende , at den er lavet i Kina.

digital fotoramme, åbnet

Indmaden afslører et compact flash slot, hvori der sidder et noname 1GB kort.  Kortet er fat formateret uden at være partitioneret først. Det indeholder kun tomme kataloger. Øv ingen spor af softwaren her. Det kunne ellers have fortalt en del.

digital fotoramme, indmad

Af med nogle flere skruer og frem kommer 2 chips. Den ene er en SDRAM chip den anden er hovedchippen, der kan det hele. På chippen står der Haier HiPatriot Hi1018. Det giver da noget at søge efter. Firmaet bag chippen er Haier IC Design Co, Ltd. hjemhørende i Beijing. Jeg kunne ikke finde noget om netop denne chip på deres hjemmeside. Det nærmeste Google kunne hjælpe mig med at at finde omtale af chippen på en kinesisk blog. Noget kunne tyde på et temmelig dedikeret hardware, men sikkert med en mips lignende core. ARM kunne også være tænkeligt.Linux? kun måske.

Desværre ikke umiddelbart en hackbar julegave.

1. september, 2008

Asus Eee lige til at have med på toilettet

Filed under: hardware,småsnak — andreas @ 7:00

Nu har jeg haft min minilaptop i lidt over en måned – og efterhånden laver jeg færre slåfejl på grund af det lille tastatur. En ofte benyttet ydertast “o” misser jeg stadig jævnligt. Rammer man en tast yderligt på Eee’en så kan den trykkes helt ned uden at blive aktiveret. Ikke så godt. Så tastaturet er jeg ikke imponeret over. Generelt er jeg ellers godt tilfreds med maskinen. Den prækonfigurerede software virker bare. Tilmelding til trådløst accesspunkt, webcam, billedvisning og ikke mindst Firefox med Sun Java og macromedia flash plugin. Min homebanking løsning virkede lige ud af boksen. Youtube virker også, mens DR update ikke gør det. Softwaren er velintegreret, men har dog ikke en finish som man ville kunne forvente hvis al softwaren var fra Apple. Der er udvalgt både KDE og Gnomeprogramer samt nogle, der er helt deres egne. en de virker alle fint. Der er blot det ene probem, at jeg er bedre vant. Xandros dristributionen, som Asus Eee PC 900 installationen er bygget op omkring er ikke ny. Open Office 2.0 er en skuffelse. Jeg havde som minimum forventet en 2.2 mens 2.4 selvfølgelig ville være optimal. Mp3 filer gider GUI-musikafspilleren ikke afspille, mens den mplayer der er med godt kan. Det er der ingen logik i. Mplayer’ens alder er nok også det der gør, at DR update ikke lige dur.
Indtil videre, så hlder jeg mig dg til den preinstalleredesoftware. Den er velintegreret. Der skal nok blive solgt nok af Asus Eee PC 900 til at Linux distributørerne sørger for at denne maskine kommer til at fungere optimalt med en sprit ny distribution.

Åh ja hvad bruger man så denne maskine til? Jo den er tilpas lille til, at man kan havde den med overalt. Jeg havde min med på toilettet – ja jeg skulle lige checke, om det var den rigtige reseredel, jeg var ved at bestille til det løbende toilet.

4. august, 2008

Asus Eee PC 900 til folket

Filed under: hardware,linux — andreas @ 21:13

Asus Eee PC 900 hos Expert

Det er næppe nogen stor nyhed at Asus Eee endelig er kommet til Danmark. Ej heller den prismæssigt ligger under hvad en 15″s discount laptop koster. Nej det nye denne gang er at Asus Eee PC 900 annonceres af Expert-kæden. 65 detailbutikker fører den. Expert har valgt at satse på Linuxudgaven. Den vil de have 2499 kr for. Elgiganten sælger de også, men de har valgt at satse konventinelt på en udgave me Microsoft Windows installeret på ti 2999 kr. Altså 500 kr. eller 20% oveni prisen for at få Microsoft Windows med i købet. Hurra endelig konkurrence. Begge steder er OpenOffice leveret med. Desværre kun i version 2.0.

Nej det mest overraskende og positive er Experts satsning. Forsiden af deres seneste hustandsomdelte reklamepamflet er dedikeret til den lille Linuxmaskine. Der var ikke noget at gøre jeg måtte forbi den nærmeste Expert forretning. I mit tilfælde vil det sige Expert i Vibycentret (Viby J). Her stod der to styks minilaptops til skue på salgsdesken lige ved siden af kasseapperatet. En i hvid og en i sort. Ganske god eksponering. De to ekspedienter virkede selv ganske intresseret i den. De var vel begge under 25. Han proklamerede, at han selv skulle have en når det blev den første og hun mente, at den var ret fræk. Mens jeg prøvede minilaptoppen af, kom en tredie ung ekspedient ind. Han skulle lige vise den til sin kærreste og spørge til, om de havde sat en til side til ham. Enten så har de lært effektive salgsmetoder på Gran Canaria ved at sælge ferieanparter eller også kommer den til at gå som varmt brød.

Selv faldt jeg for salgstricket. Den hvide farve valgte jeg dog selv.

« Newer PostsOlder Posts »

Powered by WordPress